Spoiler warning: den indre fjende
En morgen hørte jeg P3, som ind imellem har nogen meget arbitrære indslag, hvor man bagefter i lige dele tænker over indslagets indhold, og hvad der fik dem til at vælge at bringe det til morgenmaden. Dette indslag handlede om en parasit i hjernen der påvirker den menneskelige psyke med tendens til depression. Så vidt jeg husker er dens oprindelige værtskroppe mus og kat. I musen sætter den sig fast i hjernen og frembringer noget der ligner frygtløshed, som ender med at katten fanger og spiser musen. I katten gennemgår den næste udviklingsstadie og bliver udskilt med fækalierne som musen spiser. Når parasitten kommer ind i mennesket fra kattens fækalier (med mindre man vælger at spise utilberedte mus) er den i samme stadie som i musen og sætter sig i hjernen. Hos mennesket frembringer den en depression.
Jeg hørte indslaget cirka tre uger inden deadline for en vampyrhistoriekonkurrence, som jeg tænkte på at skrive et bidrag til, men som jeg ikke fik gjort noget ved. Vampyr og parasit begyndte så at koge i samme gryde oppe i min hjerne.
Et tilbagevendende tema i mine noveller er tro og overtro. I fem af de fjorten noveller spiller det en rolle, i tre af dem en hovedrolle. For det meste handler det om, hvordan tro bruges til at kontrollere menneskers handlinger og tanker.
I science fiction sammenhænge er der mange eksempler på parasitter og symbioner fra det ydre rum. Jeg tænkte så, hvad nu hvis der er en parasit fra det ydre rum som lever af værtens blod, og som derfor fremkalder en appetit på blod i værtens hjerne ved påvirkning med signalstoffer og ved telepati. For at dække over de ekstraterrestrielle og for at skaffe en sikker forsyning af friskt blod, udtænker nogen en vampyrmytologi …

Tilbage til overblik