Tag-arkiv: guitar

Glædelig jul

Så gik der igen mere end to uger siden jeg sidst kiggede på denne blog. I mellemtiden har jeg fået lavet et USB-guitarkabel ud af et ødelagt headset (der kom ikke lyd ud af den ene høretelefon mere og var derfor meget belastend at bruge) så jeg kan nu slutte min el-guitar til computeren, og med RiffWorks lege, at jeg har en masse forstærkere og effekter til at lave sjove lyde med. Det har så indbragt mit et nyt projekt: Midipedaler så jeg kan styre effekterne med foden og ikke med musen…

Hvad ville jeg dog gøre uden en loddekolbe?

Det er da noget man kan bruge mange aftener med, og tro mig det har jeg, og vil også i fremtiden.

Men nok ikke juleaften. Der har vi andre planer med familien.

Og det er jo sjovt hvordan juleaften hvert år falder på den 24. Det er slet ikke som påske eller fastelavn.

Hermed sender jeg derfor et glædelig jul til alle dem, der læser og eventuelt følger med denne blog.

Damn, jeg er inkonsekvent!

Jeg ser lige, at de fleste indlæg på denne vores (mest min) blog er inkonsekvente samlinger af ting støvet op på nettet og helt uden nogen som helst sammenhæng. Der mangler fuldstændig en logisk sammenhæng. Det er jo nok fordi jeg aldrig kunne finde på at stække antallet af interesseområder.

Jeg interesserer mig for mange så mange ting at jeg ikke kan få tid til det hele. På klædeskabet ligger bassen (EUB) jeg begyndte på for over et år siden. Jeg har en færdig plan for hvad jeg skal gøre med den, og det vil nok tage de fleste aftener over to uger at gøre den færdig. Et PIC-program til en midi-controler, lå på harddisken og jeg tror at jeg kom til at slette det i går aftes. Det havde ligget der siden jeg byggede de digitale trommer til Mathias for lidt over tre år siden. Der var måske en måned med hobbyaftener i det projekt. En bog med tegninger til en guitar, som om de tre (fire) guitarer jeg allerede har bygget ikke er nok. En pose med perlemor til indlæg i guitaren. Dele til en sofacykel, (to måneders projekt). Tre noveller, næsten færdige. En romanen med kommentarer fra en redaktør, en børnebog i støbeskeen. Ideer til yderligere to romaner og fem noveller. Mindst 20 bøger i kø til at læse. Mindst 100 hjemmesider jeg godt kunne tænke mig at fordybe mig i.

Og i næste uge kommer en lærebog på 768 sider som skulle hjælpe mig med at lære C++ godt nok til at jeg kan modificere det program til et multi-touch input, jeg har fundet på nettet så jeg kan lave mit eget MT-trackpad, og samtidig give undervisning i C programmering til Mathias inden han skal i praktik hos IOI for at få mest mulig udbytte.

Haves: Projekter

Ønskes: Tid

Du min kære læser må godt sige jeg er sindsyg og mangler fokus i min fritid. Jeg kan ikke andet end at give dig ret…