Krimimessen 2018 – den ukendtes beretning

Kedsomhed.

Kulde.

Usynlighed.

Sidste weekend brugte jeg snart 2000 kroner på at komme i fængsel. Det er det mere end hvad jeg indtil nu har fået i honorar for bogen. Og jeg fik så godt som ingenting igen. Jeg jeg fik snakket med et par af mine forfatterkollegaer, nogle redaktører og journalister. “rub shoulders with” som man siger på engelsk. Men dem jeg gerne ville have snakket med, potentielle læsere, var nærmest fornærmede når jeg nærmede mig dem med min bog og elevatortalen. Én spurgte “hvad har du lavet som er anderledes?” Jeg forklarede. Han sagde: “men det er jo ikke meget anderledes end det de andre laver!” Så sagde jeg, at det lige så meget var det, de andre lavede, der ikke var meget anderledes end mit. Han svarede: “ja, ja,” og gik.

Det var det tætteste jeg kom på en potentiel læser. De fleste ville hellere høre interview og foredrag med eller stå i kø for at veksle et enkelt ord med og få en signatur af én af de par håndfuld forfattere, som krimimessen i samarbejde med forlagene havde udvalgt til at være trækplaster. Alle os andre forfattere fungerede mere som kulisse end som statister. Og uden os ville messen have været et halvtomt værksted i et nedlagt fængsel.

Holder jeg derfor op med at skrive?

Nixenbixen.

Men jeg overvejer om jeg vil komme igen.

2 tanker om "Krimimessen 2018 – den ukendtes beretning"

  1. Henning Andersen

    Selvhøjtidelig arrogance kender ingen grænser. Værre er lånte fjer – “ja, jeg læser jo kun (indsæt berømt forfatters navn)”, for derigennem at gøre sig elitær og med-på-det-rigtige-hold. Der er kommet noget uklædeligt Catch-22 over dansk kulturliv: – man skal være nogen, for at være noget. Men man bliver ikke “nogen” bare ved at gøre “noget”. Det er andre der bestemmer, hvorvidt det man så har gjort, kan gøre én til “nogen”. Ren middelalderlig nepotisme, der iøvrigt har fæl indflydelse også på andre aspekter af samfundet.
    På den anden side: – ihvertfald én forfatter, nemlig Jussi Adler Olsen, præsenterede – ifbm en pris han fik – en håndfuld forfattere, der – som han sagde – var lige så ferme som han selv var, men som af uudgrundelige årsager ikke var taget med i betragtning. There can only be one! Og det i entid hvor man – retorisk og oratorisk – hylder mangfoldigheden. “bliv ved med det”, som vi sagde i min skoletid.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *