x-iansen

Her til aften var jeg træt af BOGFORUM. Fornemmelsen af at have blodige fødder og tinitus af at høre på så mange forfatterportrætter.

Men træt på den gå den gode måde.

Fordi jeg skal helt sikkert skal hen til stand 65 A i morgen. Se om armene stadig er løftet. For jeg selv kan næsten ikke få dem ned.

SFC var i tv på DR-kultur kanalen. Fra 21.20 til 21.35, var en af Adrian Hughes udsendte medarbejder, Kristian Leth, i fuld sving med at fortælle om sin yndlingsgenre, Science Fiction, og Niels Dalgaard fortalte.

Og jeg er med i kulissen - i overført betydning.

Der blev endda plads til et lille glimt af det halvanden meter store flamingo logo jeg selv har stået og skåret ud i mit mørke kælderrum, med den hjemmebyggede flamingoskærer, bestående af strømforsyningen, jeg byggede på værkstedskurset, et bord med galge jeg hurtig flikkede sammen til at holde konstantantråden og to fjedre fra en arkitektlampe, for at holde tråden stram.

Det blev til det rene fredagshumør om lørdagen.

Logoet mens det stadig står hjemme:

Og her  kommer senere billeder af standen.

Og da jeg bladrede Himmelskibet igennem, så jeg, at Refleksioner snart kommer i handlen hvor jeg har en novelle med.

Så umuligt det end lyder bliver der efterhånden sat tal på alt.

Fredagshumøret på P3 eksempelvis, med et decimal efter kommaet.

Sandhedsværdien af det udsagn Peter Jensen fra Gallup læste op da han ringede, på en skala fra 1 til 5 hvor 1 er meget lidt og 5 er meget godt.

Pizzaer uden at nummeret har relation til det antal skiver pepperoni der er på en nr. 23.

Alt får et tal og pludselig kan man forholde sig til det. Også bløde værdier som er svære at måle. Bare man sætter et tal på så kan man regne med resultatet.

Ex. Jeg er glad til en 6′er og fyldt med energi til en s7′er.

Produktet er 42 - Svaret på livet, universet og alting. Så har man jo fundet ind til kernen ifølge D. Adams.

Og sjovt nok virker det. Så længe du går rundt og ikke ved hvor sjovt du egentlig har det (på en skala) så ved du ikke om du skal grine eller være ked af det. Men når du så får at vide, at du morede dig til en 9′er, er der jo ingen grund til at forlange pengene tilbage for billetten, skabe dig åndsvag på GAFFAs hjemmeside eller oprette en hadeside mod Madonna.

Gå nu ud og sæt tal på. Hvor koldt er luften, hvor dejlig solen, hvor smuk din kæreste eller ægtefælle. Og husk at bruge talene i den gode ende af skalaen. Så bliver du gladere.

I går aftes var en alienhåndfuld (den intergalaktiske race med ni fingre) forfatterne til “Lige under overfladen – den hemmelige dal” forsamlet for at diskutere udgivelsen speciel og science fiction generel.

Cirka tyve minutter over syv kippede forholdet. Gudrun kom ind og så var der flere forfattere end publikummer.

Her sad vi så Lars Ahn, Claus Æ. Mogensen, Gudrun Østergaard, A Silvestri, Richard Ipsen, Simon Christiansen, Flemming Rasch og jeg. Linet op som the “usual suspekts”. Og Lars Ahn fotograferede os. Lise Andreasen, som også er repræsenteret i antologien, valgte at tælle med som publikum. Carl-Eddy var berettiget stolt over at kunne præsentere “sine forfattere” og havde forberedt en række spørgsmål til alle, så alle var med på et eller andet tidspunkt.

Jeg havde desværre ikke fået læst alle novellerne og forfatterne til fire af dem jeg havde læst var ikke med denne gang. Jeg havde ellers regnet med at Lonni Krause ville dukke op.  Så jeg kunne kun snakke med om Lars Ahs “Alien Ghost Ballet” og ” A. Silvestris “Godnat”.

Vi kom vidt omkring. Inspiration til netop vores historie, hvordan vi fandt ud af at der var en antologi på vej, og hvad novellens fremtid ville være. Bibliotekaren (i publikummet) mente at novelleantologier ikke havde nogen rigtig fremtid i biblioteket, da kunderne efterspørger romaner. Jo tykkere, jo bedre. Helst en hel serie.

Så Stig Larsen fik en over nakken (primært af mig) som han nok ikke kunne mærke og Harry Potter fik også en tur som han sandsynligvis heller ikke kunne mærke.

Det var spændende  at møde de andre. Høre deres bud på en nær og fjern fremtid. Jeg håber ikke det er det sidste jeg hører fra den front. Og jeg håber at mit kommende bidrag (måske flere) vil blive optaget i den næste antologi.

Jeg er meget tilfreds med at jeg tog med, selvom jeg skulle have været til forfatterskolen.

Jeg tror også, at jeg var den eneste af forfatterne der tillod sig at forlange en autograf. Pinlig har jeg helst altid været

Sådan!

Færdigt arbejde.

Det var der ingen der kunne slå.

Når sandheden skulle frem var der ingen på kontoret, der var på hans niveau. Og nok heller ikke udenfor. Peter tog papiret ud af printeren og så på udskriften. Farverne var perfekte.

“Yes, den er lige i øjet!” sagde han så alle kunne høre det. Hanne, hende ved vinduet, var den eneste der kiggede op fra skærmen. Så lo han højt, for at understrege sin annoncering.

“Hvorfor kagler du sådan? Har du lagt et æg?” sagde Søren fra skrivebordet overfor med hovedet gemt bag LCD-skærmen.

“Yes, Guldæg. Bare vent!”

Han bar udskriften løftet frem foran kroppen hen til kopimaskinen. Brystet skudt frem. Hovedet bukket en smule bagover. Ikke for meget, det skulle nødigt se ud som om han kiggede på lamper eller undersøgte loftsplader.

Han kunne selvfølgelig bare have printet en kopi til alle eller, endnu lettere, have sendt dokumentet som e-mail, men på denne måde kunne alle se ham gå sejrsgangen gennem kontorlandskabet.

De var 23 på kontoret. Han tastede 25. Chefen skulle også have en kopi. Og chefens chef.

Originalen, der havde de mest strålende farver, hængte han på opslagstavlen og kopierne delte han ud. Personligt. Og han kunne ikke holde sig fra at knytte nogle ord til uddelingen.

“Du må godt beholde kopien.”, “Skal jeg signere den?”, “Chefen holder sikkert en reception i eftermiddag.”

Peter lænede sig tilbage i kontorstolen og flettede fingrene bag hovedet.

En papirsflyver sejlede gennem luften og landede foran ham på skrivebordet. Det var Sørens kopi, han var den eneste der ville have en autograf.

“Peter for helvede! Det er jo bare et lagkagediagram.”

Første aften på forfatterskolen SAXO.

Store udfordringer, mere inspiration, nye impulser.

Eller bare puls.

Tretten forfatterwannabees med samme mål: at skrive det ultimative værk. Eller bare noget en anden vil læse og synes godt om langt hen ad vejen. Fælles for os alle er tilsyneladende, at en lottogevinst af den store slags kunne være dejligt. Mere end det. Fremragende. Super. Lige det vi stod og manglede.

For så kunne vi bruge tid på det manuskript der ligger i skuffen og endelig få det gjort færdig. Få det udgivet. Få nogen anden end vennen, kæresten eller konen til at læse det. Nok mest manden, da der var elleve trettendedele kvindelige elever.

Lad lottokuglerne blive kastet den rigtige vej.

Forleden kiggede jeg på besøgsstatstikken til dette site og mit navn dukkede op som søgeord på Google. Der var én, der ligefrem havde googlet mit navn og var havnet på dette site. Tanken om, at en fremmed søgte at støve oplysninger frem om mig, var spændende og men også lidt skræmmende. En del af mig håbede på, at nogen ville se, hvad jeg ellers har skrevet, fordi pågældende kunne lide en af mine historier, men jeg tvivlede.

Nogen kiggede altså efter mine elektroniske aflejringer. Gravede rundt i den digitale køkkenmødding. Det svarer jo til, at en usynlig person venter på, at jeg går ud af hoveddøren for at følge efter mig. Kigger på hvad laver eller siger, hvilke forretninger jeg besørger, hvem jeg støtter eller vil styrte, og ikke mindst, hvilke spor af affald jeg efterlader.

En stalker følger mit spor.

Jeg fik fornemmelsen af at nogen forfulgte mig og min browsers færden. Stirrede på mig ud fra internettets mørke kroge. Kuldegysninger var i den sammenhæng ikke det værste.

Eller tænk hvis nogen skulle finde frem til den kommentar jeg efterlod på dette eller hint websted, og at den ville kunne misforstås. Så giver personen måske mit navn til PET, som derefter overtager overvågningen. Jeg bliver stemplet som subversiv og kan se frem til at blive sat i forbindelse med terrorvirksomhed og siden bag tremmer i Guantanamo.

Jeg måtte se efter hvad man kunne finde. Jeg fandt, at en Manfred Christensen fra Frederikshavn var blevet dræbt  for nogle dage siden. Jeg bor på Frederiksberg. Var der nogen der havde taget fejl. Var nogen ude efter mig? En dysleksisk robot fra fremtiden måske?

“Hvis man googler dit navn, far, så kan man komme ind på en side, der viser dit stamtræ”

Den blotte tanke var ikke engang begyndt at spekulere på at falde mig ind, at det kunne være mit afkom der googlede mig.

Men hvorfor?

Var det for at se, hvilke spor jeg har efterladt mig i det evigt foranderlige elektroniske alternativ til den virkelige verden, for at grave noget skidt frem, som kunne bruges som tommeskruer?

Eller var det bare sund interesse?