Science Fiction, DIY og andet selvgjort
Frederiksbergikation
Julegaveide!
4 dec 09
For alle dem, der her tyve dage til jul, ikke ved hvad de skal give i gave, har jeg fundet den perfekte gave. Kuglepenneholder lavet af en lårbensknogle (femurknogle).
Hvorvidt man kan få navnet af donoren at vide står der intet om. Heller ikke om det er fra en donor eller lavet i moderne materialer ( = plastik).
talpå
29 okt 09
Så umuligt det end lyder bliver der efterhånden sat tal på alt.
Fredagshumøret på P3 eksempelvis, med et decimal efter kommaet.
Sandhedsværdien af det udsagn Peter Jensen fra Gallup læste op da han ringede, på en skala fra 1 til 5 hvor 1 er meget lidt og 5 er meget godt.
Pizzaer uden at nummeret har relation til det antal skiver pepperoni der er på en nr. 23.
Alt får et tal og pludselig kan man forholde sig til det. Også bløde værdier som er svære at måle. Bare man sætter et tal på så kan man regne med resultatet.
Ex. Jeg er glad til en 6′er og fyldt med energi til en s7′er.
Produktet er 42 – Svaret på livet, universet og alting. Så har man jo fundet ind til kernen ifølge D. Adams.
Og sjovt nok virker det. Så længe du går rundt og ikke ved hvor sjovt du egentlig har det (på en skala) så ved du ikke om du skal grine eller være ked af det. Men når du så får at vide, at du morede dig til en 9′er, er der jo ingen grund til at forlange pengene tilbage for billetten, skabe dig åndsvag på GAFFAs hjemmeside eller oprette en hadeside mod Madonna.
Gå nu ud og sæt tal på. Hvor koldt er luften, hvor dejlig solen, hvor smuk din kæreste eller ægtefælle er. Og husk at bruge talene i den gode ende af skalaen. Så bliver du gladere.
Forfatterpræsentation i Valby
18 sep 09
I går aftes var en alienhåndfuld (den intergalaktiske race med ni fingre) forfatterne til “Lige under overfladen – den hemmelige dal” forsamlet for at diskutere udgivelsen speciel og science fiction generel.
Cirka tyve minutter over syv kippede forholdet. Gudrun kom ind og såvar der flere forfattere end publikummer.
Her sad vi så Lars Ahn, Claus Æ. Mogensen, Gudrun Østergaard, A Silvestri, Richard Ipsen, Simon Christiansen, Flemming Rasch og jeg. Linet op som the “usual suspekts”. Og Lars Ahn fotograferede os. Lise Andreasen, som også er repræsenteret i antologien, valgte at tælle med som publikum. Carl-Eddy var berettiget stolt over at kunne præsentere “sine forfattere” og havde forberedt en række spørgsmål til alle, så alle var med på et eller andet tidspunkt.
Jeg havde desværre ikke fået læst alle novellerne og forfatterne til fire af dem jeg havde læst var ikke med denne gang. Jeg havde ellers regnet med at Lonni Krause ville dukke op. Så jeg kunne kun snakke med om Lars Ahs “Alien Ghost Ballet” og ” A. Silvestris “Godnat”.
Vi kom vidt omkring. Inspiration til netop vores historie, hvordan vi fandt ud af at der var en antologi på vej, og hvad novellens fremtid ville være. Bibliotekaren (i publikummet) mente at novelleantologier ikke havde nogen rigtig fremtid i biblioteket, da kunderne efterspørger romaner. Jo tykkere, jo bedre. Helst en hel serie.
Så Stig Larsen fik en over nakken (primært af mig) som han nok ikke kunne mærke og Harry Potter fik også en tur som han sandsynligvis heller ikke kunne mærke.
Det var spændende at møde de andre. Høre deres bud på en nær og fjern fremtid. Jeg håber ikke det er det sidste jeg hører fra den front. Og jeg håber at mit kommende bidrag (måske flere) vil blive optaget i den næste antologi.
Jeg er meget tilfreds med at jeg tog med, selvom jeg skulle have været til forfatterskolen.
Jeg tror også, at jeg var den eneste af forfatterne der tillod sig at forlange en autograf. Pinlig har jeg helst altid været
Skriveøvelse #43 lutter lagkage
4 sep 09
Sådan!
Færdigt arbejde.
Det var der ingen der kunne slå.
Når sandheden skulle frem var der ingen på kontoret, der var på hans niveau. Og nok heller ikke udenfor. Peter tog papiret ud af printeren og så på udskriften. Farverne var perfekte.
“Yes, den er lige i øjet!” sagde han så alle kunne høre det. Hanne, hende ved vinduet, var den eneste der kiggede op fra skærmen. Så lo han højt, for at understrege sin annoncering.
“Hvorfor kagler du sådan? Har du lagt et æg?” sagde Søren fra skrivebordet overfor med hovedet gemt bag LCD-skærmen.
“Yes, Guldæg. Bare vent!”
Han bar udskriften løftet frem foran kroppen hen til kopimaskinen. Brystet skudt frem. Hovedet bukket en smule bagover. Ikke for meget, det skulle nødigt se ud som om han kiggede på lamper eller undersægte loftsplader.
Han kunne selvfølgelig bare have printet en kopi til alle eller, endnu lettere, have sendt dokumentet som e-mail, men på denne måde kunne alle se ham gå sejrsgangen gennem kontorlandskabet.
De var 23 på kontoret. Han tastede 25. Chefen skulle også have en kopi. Og chefens chef.
Originalen, der havde de mest strålende farver, hængte han på opslagstavlen og kopierne delte han ud. Personligt. Og han kunne ikke holde sig fra at knytte nogle ord til uddelingen.
“Du må godt beholde kopien.”, “Skal jeg signere den?”, “Chefen holder sikkert en reception i eftermiddag.”
Peter lænede sig tilbage i kontorstolen og flettede fingrene bag hovedet.
En papirsflyver sejlede gennem luften og landede foran ham på skrivebordet. Det var Sørens kopi, han var den eneste der ville have en autograf.
“Peter for helvede! Det er jo bare et lagkagediagram.”
Forfatterskole
28 maj 09
Saxos forfatterskole.
600 aktive.
Jeg er med under mit eget navn, men forbløffende mange, faktisk de fleste, deltager anonymt. Det kan være for at få nogle ærlige kommentarer hvis de skulle være kendte i andre sammenhænge. Men nogle giver hverken deres alder eller køn til kende, enkelte gør det endda til en avantgarde gætteleg.
Jeg havde ikke et sekund overvejet at skjule min identitet – jeg så det faktisk som en mulighed for at eksponere mit navn. Meget muligt at nogle er generte, og det har de da ret til at være, men hvad vil de gøre når de bliver udsat for en boganmelder fra en avis?
Her til morgen læste jeg en anmeldelse af en anmelder, forfattet af Klaus Rifbjerg. Tydeligvis var Klaus R. ikke tilfreds med én af anmelderne på dagbladet Information. Og det har han sikkert sin grund til. Jeg bifalder når og hvis forfattere tager deres egne værker i forsvar overfor kritikere der har taget munden fuld af ord og efterfølgende brækket dem ud i spaltemillimetre, selvfede og -forherligende.
Men vil den total anonyme, generte, navn-, køns- og aldersløse kunne give igen? Eller vil han/hun krølle sig sammen og vente på, at tredjepart (en anden anmelder, ægtefællen eller hunden) forløser ham/hende med roser og hyldest, og indtil da ligge uberørt på bageste hylde i biblioteket?
Jeg har ikke tænkt mig at blive liggende der.
Hvis jeg nogensinde skulle komme så langt.
Nye kommentarer