x-iansen

Jeg kan godt lide at skrive og jeg ser mig selv mere og mere som en forfatter af en slags. Men det er den slags wannabies der endnu ikke har fået udgivet en bog og måske aldrig får. Den slags der ikke kender til det virkelige pres det er at levere varen. Den slags der går på kurser og aftenskoler, i håb om, at det på et eller andet tidspunkt slår klik og en vild muse bider sig fast i hælene på en.
Akilleshælen.
For hold da op hvor er det svært at tage sig sammen, når det virkelige liv hele tiden banker på døren, puster i nakken, rykker i buksebenet og hiver én ud af den drømmeverden, hvor man er Hank Moody med skriveblokering, rendende rundt i LA, bloggende på et online magasin som ejes af x-kærestens forlovede, promiskuøs trøsteknaldende med alle mulige og umulige scientologer eller pornostjerner.
Bare jeg i det mindste boede i Copenhagen, som lyder langt mere upbeat og jazzy end Frederiksberg. CPH hvor undergunden er glødende med gangsters og richkids og enkelte er både og. Eller op ad Strandvejen med endnu flere richkids og endnu større gangstere. Og desperate rich housewifes der forfører gartneren og direktøren der puler au pair’en.
Men det er langt væk fra det dekadente LA på Frederiksberg jeg sidder – ved tastaturet med alle fordomme i behold og venter på, at lige netop det manuskript jeg tvinger i passende sætninger, bliver til værket som en redaktør finder værd at publicere. Tæller kapitler og afsnit, sætninger, ord, bogstaver og plotbeats. Lader skægstubbene stå for at ligne David Duchovny alias Hank Moody og drømmer mig ind i Californication. Jeg er jo sønderjyde og det er efterhånden jo også lidt in. Med gummistøler på og køer der skal malkes. Og incest. Og møddingens hemmelighed.
Det er på Frederiksberg jeg bor. Børnene skal i skole. Jeg skal på kontoret og sidde ved skrivebordet med udsigt til kirkegården hvor Emma Gad ligger begravet og Burmeister & Wain
Det er vel det man kalder Frederiksbergikation.

Wii er for børn.
Og hvor der er en Wii kommer nogen til skade. Særligt voksne.
Jeg har haft min del skader. En overstrakt muskel i baglåret, en flænge i kraniet og et forvredet bækkenled til glæde for min kiropraktor. Så sidder man der i venteværelset på Gammel Kongevej og drømmer at smerten i lænden stammer fra bungie-jumping, paragliding eller et baglæns flyvende cirkelspark som din stunt double ikke selv kunne udføre, men i virkeligheden var årsagen virtuel bowling og skyggeboksning med en tegneseriefigur, hvor det nærmeste man kommer en æresoprejsning er navnet på controlleren, som hedder en nunchuck, der kun med meget fantasi og sammenknebne øjne minder om Bruce Lee’s foretrukne våben. Siden varmer jeg altid op inden jeg tager controlleren i egen hånd og er forsigtig med pludselige udfald efter den elektroniske bold.
Med alderen bliver der færre og færre brugbare huller i livremmen, og alternativet, den af elastik der er syet ind i bukserne af gråmeleret stretch med lodden vrang, sender sammen med mine Hank Moody skægstubbe og baderingen de helt forkerte signaler.
For jeg skal være fit og fab og fashionably late, hvis jeg hellere vil vise mig i Onkel Danny’s Joint med live jazz og poetry slam end i old Mc D’s med TheVoice commercial breaks on the air.
Derfor var der i julens gaveregn, til hele familien og dermed også til mig, et Wii Balance Board og Wii Fit Game, der laver dit personlige træningsprogram.
Med Hank’s bare overkrop (et ikke sjældent syn i Californication) placeret i motivationshjørnet af min hjerne var iveren ikke fjern. Målet blev, med minus 16,4 kg inden sommer, måske sat lidt højt, men den som sigter højt rammer som bekendt med den rette gejst også højt, og hvordan skulle jeg komme til skade hvis jeg bare skulle stå på Wii Balance Board og følge min personlige træners bevægelser på TV’et med garanteret vægttab til følge?
Der gik også en hel måned.
Siden Wii’en står i værelset hos afkom(to) er det i forvejen forbundet med tig’ og be’ at slå over på Wii Fit Channel, og i går aftes tog jeg så min bodycheck mens afkom(to) så væk fra skærmen for at lade mig alene med skammen. Weekendens snacks havde sat 400g dybe spor. Ikke alverden. Det kunne jeg sagtens leve med. Mest fordi jeg havde allerede tabt de første 5 kg siden jul.
Men så kom dommen. Wii Fit Age: 46.
46?!
Det passer slet ikke! Jeg er kun 45 en halv!

Fik jeg nævnt at David Duchovny bliver 49?

Gik ud for at spise.
Ned ad gaden med frisører, restauranter og gallerier med Cobra og conceptual art. Take-aways fra hele Asien, pizzeriaer med ægte italienere og hvor frisørenes kunder læser om sig selv i ugebladene.
Gaden hvor cool er det nye cool.
Jeg indsugede indtryk. Materiale til romanen på harddisken der lå og kaldte. Men mavens rumlen forstyrrede koncentrationen. Og hvad skulle jeg spise falafel eller curry, nigiri eller springroll.
For fanden, hvor var jeg bare kosmopolit.
Jeg var så trendy, at jeg måtte gå på den anden side af gaden, for at Tage Frandsen ikke skulle dugge sine ruder til af misundelse.
Romanen dukkede op i hjernen og tryggede på samvittigheden. Materiale var der nok af jeg skulle bare gå i gang.
Var jeg så heldig at jeg havde fået skriveblokering? At klappen var gået ned, så jeg kunne svælge i selvmedlidenhed, jamre over hvor svært det er at være forfatter med writers block og vælte rundt med smarte replikker over andres klichér.
Klichér!
Lidt sent gik det op for mig at jeg ikke var på vej til at spise i TYO eller LA, men Frb. C på HCØ.

For på Frederiksberg bliver Sukiyaki let til japansk fondue.

Sneen havde i løbet af natten lagt en dæmper på Københavns lyde og lugte. En centimeter. Mere skulle der ikke til. Det var ikke fordi der var færre biller eller at alle lige pludselig havde købt sig en Ellert. Antallet af biler var det samme som i går og lugten ved Åboulevarden stadig lige syntetisk og rådden. Men bare få meter fra den tidligere å der nu førte biler i stedet for vand, forbi Søpavillonen og et lille stykke op ad stien langs Peblinge Sø, var det som om København var blevet helt stille og lugtfri.

Det blæste ikke. Fraværet af krusninger på vandet virkede surrealistisk og der lå et tyndt lag usmeltet sne på vandoverfladen som ænderne gennempløjede og efterlod sig striber klart sort vand og krusninger i snelaget som bovbølger af slush ice. Himlen var grå og uden synlige skyer og luften transparent som smørrebrødspapir, så man kun kunne se frem til næste bro. Morgenløbernes fjedrende trav var dæmpet med overtoner af sprøjtende sjap.

Og fravær af lugt.

Om sommeren kan den varme dunst af rådden søgræs blandet med bilos være kvælenden, men kulden og det tynde snedække havde åbenbart indkapslet emmen. Det føltes godt at kunne tage en dyb indånding. Selv i tunnelen under Nørrebrogade var fraværet af lugt tydelig. Igen lugt af frisk spraymaling eller den parfumerede sæbe der bruges til til afvaskning af nattens tags.

På den anden side af tunnelen, få skirdt hen ad stien langs Sortedams Søens første basin, væk fra trafikken på Dronning Louises Bro, knitrede Tuborg Classics neonreklame rød og elektrisk i den våde dis. Hvis jeg har holdt tidsplanen ville jeg snart møde den sorte løber. Jeg møder hende hver morgen. Sort træningstøj, mørkt hår. Om vinteren et tørklæde om halsen. Vi smiler altid til hinanden. Det unge ansigt. Jeg har på fornemmelsen, at hun ser yngre ud end jeg, selvom jeg ved, at hun må være på min alder, da jeg kan genkende hende fra dengang i Sønderborg og det er mere end 20 år siden. Overgangen fra, at skægstubbe lader én se ældre ud i stedet for yngre er hår fin. Og det gælder kun for mænd. En and kæmpede for at komme op på den halv smeltede isflage. En anden and, lige bag den, så ud som om den hjalp ved at puffe den første bag i.

Svanerne havde, med deres urolige ben, i det andet bassin af Sortedam Søen, på den anden side af Fredens Bro, sammen med ænderne og andre vandfugle, smeltet et stort område fri af is. De mange fugle der nu svømmede ind imellem hinanden og skiftevis stak deres hoveder ned under vand eller ligefrem dykkede ned for at finde noget spiseligt, gjorde vandoverfladen mellem isflagerne kruset og oprørt.

Hvad ville der ske hvis en blishøne i al sin iver kom til at dykke sig selv ind under de stadig tykke isflager og ikke kunne dykke op igen?

Og hvorfor hedder den en høne?

Jeg gjorde det.
Jeg tog min Philishave, der havde fået en uges hviletid, ud af skabet og lod den pløje sig igennem stubbene, som efterhånden mere lignede et decideret skæg end fancy usoignerethed. Selvom maskinen var den model der blev leveret i en metaldåse med James Bond uden på (som i øvrigt mere lignede en dåse til småkager end en beholder til barbermaskiner) havde den problemer med stubbenes længde. Derfor tog jeg skraber og skum frem, som jeg ikke havde brugt siden jeg fik min shaver. Velkendt teknologi fra attenhundredetallet. Men også med det udstyr havde jeg besvær med at slette sporene efter mit ugelange forsøg at leve på grænsen mellem virkelighedsflugt og barske realiteter. Skraberen var i mellemtiden sandsynligves blevet brugt til at holde et sæt dameben eller armhuler glatte.
Med lidt intensiv bearbejdning af behåringen, lykkedes det mig til sidst at find frem til det glatte ansigt. Det var gået op for mig at det ikke nødvendigvis klædte mig med smart ansigtsbehåring. Stubbe á la Hank. For tyve år siden havde det sikkert været mere tiltalende at se mig i det rå look med cigaret i mundvigen, men i dag lignede jeg mere en julemandsaspirant. Med det i mente var jeg ikke fristet til at lade det blive længere og holde det fint og trimmet som Richard Branson.
Med mit held var jeg nok endt med en hårpragt som Gimli eller Erwin Neutzsky Wulff .
Selvom det også sender visse signaler af litterær art, er det ikke dem jeg vil sende.

I disse kolde tider går jeg altid med en hyggeflis, men i går gik lynlåsen på min trofaste flisjakke i stykker. Den tiloversblevne del af mekanismen sad urokkelig fast i den takkede kant og den tætsluttende åbning i halsen, meget rar i denne kulde, var for snæver til, at jeg kunne trække den over hovedet, så jeg måtte klippe flisen op for at få den af. Den eneste erstatning jeg havde i klædeskabet var en vestagtig ærmeløs træningsjakke med hætte som jeg på et tidspunkt havde købt i kådhed over at have bestået min 6. kyu grad i kyokushin karate.

Udstyret med denne kampsportspåklædning gik jeg så til de første to lektioner i aftenskole for wannabe-writers, med det formål at træne mig til det sorte bælte i skrivning, med vores nye sensei, Trisse Gejl (5. dan i forfatter).

Efter 10 minutters intensiv opvarmning fik vi på tur nogle terninger som vi skulle kaste og derefter skulle vi skrive vores erindringer fra dengang vi havde den alder øjnene viste. Jeg fik tolv.

Tolv.

Hvad dælen lavede jeg da jeg var tolv?

Mit blik faldt ned over mit træningstøj og kyokushinmærket. En episode fra et koloniophold på Rømø stod pludselig rødmende klart i frontallappen. Min dengang mindre udviklede realitetssans fik mig til at bilde de andre ind, at jeg kunne karate. Sådan cirka 25 år før jeg rent faktisk begyndte at træne det for real. Men det var efter de andre havde smidt en balje med vand, som led i en vandkamp, over døren ind til den toiletbås hvor jeg sad og lavede forretninger. For ikke at skulle opleve det igen, blev jeg nødt til at finde på en historie.

Det var rent selvforsvar, og siden jeg var den eneste fra min skole der var på den sommerkoloni, så jeg kunne jo fortælle hvad jeg havde lyst til, opføre mig som det passede mig. Jeg ville jo nok ikke komme til at møde nogen af dem igen.

Jeg kunne da også lidt: Bruce Lee (ham der er inde in David Duchovny – Bruce Lee døde nemlig aldrig) var allerede dengang en slags idol for mig, og jeg havde lært mig selv et par tricks via tegneserier og bøger i bedste karate kid stil ni år før filmen. Jeg mødte bare aldrig min Mr. Miyagi.
De andre satte mig også på prøver: “Slå lige den gren over” og “det her bræt er for stor”. Heldigt for mig var de fleste prøver tynde kviste fra underskoven og indtørret flydetømmer. Jeg slap så for flere våde overraskelser resten af koloniopholdet.

Hvad jeg ikke havde overvejet var, at jeg skulle skifte skole efter sommerferien, og i den nye klasse kunne jeg møde flere af mine sommervenner.

Hva skal jeg sige?

OSU!