Manfred

I går var det første gang jeg læste op foran et publikum jeg ikke kendte. Stedet var Café Gemmestedet i Århus. Arrangementer var Vild med ord Ti forfattere fra de senste tre LUO antologier (lige under overlade serien). Jeg kørte med Carl-Eddy, redaktøren for serien, som også gav Ellen Miriam Pedersen og Arash Sharifzadeh Abdi et lift til Århus. Det var meningen at oplæsningen kun skulle vare fra 19:00 til 21:00, men Lonni Krause, både en af forfatterne og med i Vild Med Ord klikken, sørgede for en time mere, så vi alle kunne læse nogle lidt længere tekster og der også kunne være plads til en pause.

Jeg var den sidste oplæser efter første sæt, efter nogen rutinerede oplæsere som Brian Ørnbøl og Kenneth Krabat, som jeg har hørt før og sikkert også Maria Kjær-Madsen og Ellen Miriam. (På bogmessen sidste år hærte jeg som ene tilhører Brian læse op fra Himmelhotellerne på forfatterforeningens stand, men folk der kom gående forbi standen, og sikkert bare kom forbi for at gå et et andet sted hen, blev alligevel stående for at lytte. Han er en eminent oplæser synes jeg.) Kenneth Krabat udloddede en bog når man kunne komme med et forslag til en dansk titel til hans ode “come to sweep”  som han læste op. Jeg vandt med forslaget “affejning”.

Så der var et vist pres

Jeg var godt nervøs. Jeg forsøgte at løsne mig selv op ved at komme med en sjov bemærkning (NISM:’ Jeg er det levende bevis for man både kan være tyk og have tynd mave’) som jeg ikke sanse at ankomme på den anden side af mikrofonen. Presset fik på den måde et tak opad. Anyway, tænkte jeg skal bare komme i gang.

Jeg havde taget tre drabbles med og novellen ‘RT2200 DragonFlyâ„¢ – transspeeding er en livsstil’. Min plan var først en drabble, så novellen, så igen en drabble, men jeg stoppede efter novellen.

Men jeg syntes det gik godt. Publikummet grinte. De rigtige steder vel at mærke. Og klappede endda. Jeg glemte dog at fortælle, at novellen også var blevet udgivet online på Systime.

Efter Pausen var det så Arash, Gudrun Østergaard (som jeg kun fik hilst på ganske kort); Simon Christiansen, et performance piece af Lonni Krause (i en duet med Silvestri), og som rosinpølsen i enden A. Silvestri.

Både værkerne og oplæserne spænde bredt til bristepunktet, fra en lyrisk ode (Tak igen Kenneth) til et dystert undergangsstemningsbillede, men stadig med en sammenhængskraft, der viser hvor bredt Science Fiction spænder. Det står mig ikke for at anmelde aftenen fra et literært standpunkt, men fra stemnings- og hyggesiden var den eminent.

Det vil sige jeg har lavet forsiden til det seneste nummer af Himmelskibet. Tak til Fantastik!
Billedet er lavet med to håndtegninger som jeg delvist tegnede direkte på computeren. Baggrunden er et billede af et gammeldags laboratorium som jeg fandt i et hjørne af internettet ved at google “Mad scientist laboratory” jeg favrelagde det med sepia, tilføjede andre PhotoShop fixfaxerier og gav uskarphed for at give en dybdevirkning. Blodet kommer af, at jeg hævede alt mit indest¥ånde jeg havde i blodbanken, som jeg overførte trådløst via min blodsuger USB dongle.

Her er indholdet af magasinet

Jeg har kun bladret i det da jeg ikke vil forstyrre min flow af læsningen af Sven Aage Madsens:

Mange sære ting for. Samtidig med at jeg skriver på noget.

Mine første to måneder af kriseforårsaget lediggang har været lærerige. Ud over at jeg har lært at vende hver evig eneste 50øre i hånden og at gå på tilbudsjagt for at få dagpengene til at slå til, så har jeg også lært at se afslag i et andet lys.

I starten var det lidt hårdt at få det ene afslag efter det andet, hvor jeg fik at vide at jeg ikke slog til i det job jeg havde søgt. Det føltes uretfærdig, og det gibbede i mig at ringe til afslåeren (er det det tekniske begreb for den der sender afslag?) og fortælle ham eller hende, at han eller hun har begået en fejl ved netop at frasortere mig. Jeg lod dog være. Noget jeg er sikker på, de tohundredetooghalvtreds andre afslåede ansøgere også lod være med.

Men tænk hvis alle forsmåede afslagne jobvillige ringer til deres afslåere. Holder dem i telefonen i timer. Det vil piske en telefonstorm op, der får hedenganges ktas gamle kobber til at gløde så meget, at fodgængere på fortovetet får varme fødder. HR medarbejdere forsøger at holde skansen. Bliver nødt til at ansætte assistenter til at ride telefonstormen af, som ikke skal gøre andet end at lytte til de afslagne.

Men man kommer jo ikke bare ind fra gaden som lytter. Der bliver afholdt kurser i at lytte. Og kurser i at afholde disse kurser.

At lytte bliver en karriere, og man kan specialisere sig i at lytte indenfor brancherne. Lytteren til friørbranchen skal kunne lytte til andet, end den til truckførerbranchen. Og marketingfolk kan ikke lyttes til på samme måde som revisorer.

Så antallet af gode lyttere er begrænset og nogle HR folk lytter derfor selv til de afslagne, bliver svage da de mangler den rette træning og i et anfald af medlidenhed ansætter alle ansøgere til samme job. Så en dag er der ikke flere ansøgere tilbage, fordi de enten deler job med hundredevis andre, eller skal lytte til folk der ringer fordi de har fået afslag. Og de ringer jo kun fordi de har tid nok da de deler samme arbejde med hundrede andre.

Jeg tror jeg ringer næste gang.