Forfatterarkiv: Manfred

Nu har nutiden snart helt indhentet den

Skriv et svar

Endnu en “opfindelse” jeg har udtænkt i min roman T4NKE XPr1m3nt har fundet vejen til virkeligheden. I romanen beskriver jeg hvordan Clement ved hjælp af statiskiske modeller laver et program der rimelig detaljeret kan se ind i fremtiden. Politiet i USA er netop i færd med at tage et avanceret computerprogram i brug som skal forudsige kriminalitet.
Nu mangler jeg næsten bare, at der findes en organisation, som fingerer terrorangreb for at få tildelt flere midler til terrorbekæmpelse.

Hvem ved. Måske vil Niels Dalgårds efterf. om en halvtreds til hundrede år finde den på det Kongelige Bibliotekts elektroniske arkiver (hvor den lige nu også befinder sig) og genudgive romanen?

LUO7 “mod bedre tider”

Skriv et svar

Jeg er jo, som sagt, med i det næste bind af Lige under overfladen serien.
Den lange forhistorie: I forbindelse med LinkedIn har jeg fået adgang til et andet netværk(-sprogram) som hedder Behance og som jævnligt forsyner mig med tip, tricks og tankevækkende tidbits. I én af disse indslag var der et råd om jævnligt at gennemgå sine noter man har lavet for at sortere i dem og smide dem ud der er blevet overflødige, eller give dem nyt liv i andre projekter.
Jeg gennemgik derfor lige mine noter og historiebrokker som ligger spredt ud over et stort areal af noter foretaget i forskellige notetagningsprogrammer (sjovt nok ligner det situationen på mit skrivebord på arbejdet, hvor jeg laver noter både på store og små post-it, på kvadratiske blokke, den slags man får i reklamegave med virksomhedens navn trykt på siden af blokken, og bagsiden af udskrifter af mails som ved en fejl blev udskrevet i sin helhed i stedet for blot det vedhæftede dokument).
Jeg fandt en passage på knap 500 ord som jeg aldrig fik brugt. Jeg gengiver den her uforkortet og som appetitvækker på min historie i LUO7, og kan muligvis give jer et indblik i, hvordan jeg arbejder. Titlen skulle forøvrige have været Loop, men så kom Adolphsens roman ind fra siden, og det var ikke lige noget jeg skulle have blandet ind i min historie.

Loop
Indledningsjinglens fuldorkesterfanfare rumler øredøvende i studiet og er faretruende tæt på at flænge Jacob Rolins trommehinder. Selvom han fik indskærpet ikke at gøre det, holder han sig for ørerne foran 2000 publikum i studiet og godt og vel en milliard betalende tilskuere ved deres streaming klienter.
Musikken dæmpes en smule og den velkendte dybe stemme fra den anonyme presenter taler hen over musikken “Velkommen til Felix’ Fanstream,” – en trommelhvirvel sætter ind – “med den enestående …” – “… fantastiske …” – “… fænomenale …” – “… when the shit hits the fan, it poors …” – “… and one and only …” – trommehvirvlen stopper – ” … Felix Meissner.”
Jinglen fortsætter i dæmpet styrke mens webfænomenet Felix løber ind på scenen. Publikums bifald raser. Med en håndbevægelse får han nogenlunde styr på klapsalven og begynder at tale. “I anledning af de aktuelle begivenheder har vi forberedt et lidt andet andet program for i aften, og jeg har kun inviteret én gæst. Han sidder allerede her bag mig og han har fortalt mig han er lidt nervøs. Så vær søde imod ham.” Felix holder en kort pause og ser alvorlig ud. “Not!” tilføjer han i et langt råb, og publikum begynder at juble.
Jacob skulle have sagt nej til dette cirkus, men det var en enestående mulighed at nå ud til så mange mennesker på en gang. En ny jingle begynder, og igen stikker Jacob fingrene i ørerne.
Med sin varemærke dans nærmer Felix sig siddegruppen, hvor Jacob allerede sidder, og lader sig falde i stolen efter en afsluttende piruette da musikken slutter. Han lægger en hånd på Jacobs knæ. “God dag Jacob og velkommen tilbage.”
Jacob nikker og smiler. Felix ser på en af de mange telepromtere der er stillet op i studiet. Jacob ved, at et 20 mands stærkt hold researchere sidder i kontrolrummet og finder baggrundsstof til Felix og forsyner ham med en konstant strøm af informationer. Derfor er Felix altid velunderrettet. Da Felix manager indvilligede i, at Jacob skulle interviewes, blev Jacob indviet i studiets arbejdsmetoder, og det var som om illusionen brast, for i virkeligheden var Felix ikke andet end en nikkedukke, der ikke var så kløgtig som alverden troede, omend dygtig til at foregive kløgtighed.
“Du er jo dagens helt lige nu, kan man vist godt sige. Alle taler om dig. Fortæl os hvor lang tid du var af sted.”
“Godt to uger.”
“Det må du forklare os nærmere, for ifølge det tekniske team der muliggjorde din ekspedition, var du kun væg i lidt under et sekund?”
“Ja. Det er rigtigt.”
“Hvordan kan du så have været væk i hele to uger?”
“Det var en tidsrejse jeg var på. Hundrede år ud i fremtiden.”
“Så du har været væk i hundrede år?”
Jacob sukker. Det var en fejl. Intet fornuftigt vil komme ud af at blive interviewet af denne mediedukke. “Nej bare to uger. Vi havde bygget denne sensorapparatur der var designet til at opsamle alle mulige slags data over de kommende hundrede år, og det var min opgave at hente disse data.”

Lige under overfladen 7

Skriv et svar

Jeps jeg er med også denne gang. LUO7.
Min historie hedder “mod bedre tider” – en tidsrejse historie med fortsættelig genskrivning af fremtiden. Og så ikke mere om den.
Blandt de udvalgte er “a lineup of the usual suspects”, som Rasch, Ahn, Østergård (som leverer titelnovellen), Silvestri, Krabat, Rugård, Krause m.fl. der flere gange har været med i de tidligere LUOer, plus en flok nye navne.
I år bliver der to udgivelser, hvor den ene kommer nu og den anden omkring tiden for Bogforum. Som det næsten er tradition for SFCs husgrafiker, leverer jeg også denne gang omslaget. Til begge.
Men nu til noget helt andet.
Jeg havde en underlig og litterærlig oplevelse. I mit forsøg på at finde ud af, om jeg er på vej til at blive en anerkendt forfatter så jeg endelig kan få anbragt et (bestemt) manus hos et anerkendt forlag for ikke at skulle gribe til selvudgivelse, støvsugede jeg rutinemæssigt internettet for titler jeg har skrevet for at se, om der er andre end personer i SFC-/Fantastic-/vennekredsen der er faldet over mig. Til min skuffede overraskelse var der gevinst denne gang. På et forum jeg ikke anede eksisterede (Formspring.me) bliver en person med handle AndaFalk, og ligner Charlize Theron på en prik, spurgt om hvad den mærkeligste bog hun nogensinde havde læst hedder, og hvad den handler om. Charlize svarer, at det var T4nke XPr1m3nt og at hun i øvrigt ikke læste den færdig, fordi den var for mærkelig (http://4ms.me/1axaE8l)
Så er den i det mindste mærkelig

Formandfred

2 svar

photo(1) Så skete det.
Der var to torsdage i en uge, jordens tiltrækningskraft negerede og jeg blev formand af Science Fiction Cirklen. Lidt over en uge efter generalforsamlingen, hvor jeg blev forfremmet fra suppleant til fuldgyldigt bestyrelsesmedlem, holdt bestyrelsen for SFC et af de månedlige bestyrelsesmøder, hvor bestyrelses konstituerede sig selv, og jeg blev opfordret til at lade mig vælge som formand efter at Lea Thume trak sig utidigt (i utide).
Jeg var lidt overrasket over nomineringen , selvom jeg så det komme. Nu må jeg se at udfylde pladsen godt nok, så jeg efterlader posten i god behold indtil nogen andre overtager.

Den hyggelige katastrofe

Skriv et svar

Måske har nogen læst Martiville 2023. En novelle af Rasmus Brink Pedersen som jeg synes er rigtig god.
Ad svært forklarlige årsager er jeg nu blevet en del af et skriveprojekt som skal ende i en udgivelse en gang senere på året. Mine erfaringer med kollektive skriveprojekter har altid været af den mindre gode slags. Oftest stritter den endelige historie i alle retninger. Men det her projekt virker på en eller anden måde som om det bliver virkelig godt. Både på grund af menneskene der er involveret og grundkonceptet.
Cosy Catastrophe
Projekt er sat i gang af samme Rasmus Brink Pedersen og rammen om det er NLHspace på Vesterfælledvej.
Det første møde var i søndags. Med skriveøvelser der endte i en række katastrofer.

Folkene der er involveret er for den største del unge kunstnere.
Pudsigt nok kom jeg til at tænke på den unge Clement Frederiksens drøm om at bo i et kunstnerkollektiv i min roman “T4NKE XPr1m3nt”. Mon det engang var min drøm der nu går en smule i opfyldelse?

Og jeg er nok “særlingen” i denne samling både af alder og af baggrund.

Jeg blev alligevel narret

1 svar

Amalie laeser bogI går aftes på vej hjem i toget så jeg artiklen om den boglæsende Amalie, som jeg fotograferede og forevigede på Facebook med en dumsmart(!) bemærkning. Nu er jeg ked af at jeg gjorde det.
Indledningsvis vil jeg sige, at jeg ikke har noget imod Amalie andet end det mediecirkus hun befinder sig i, som hun og pressen så snedigt holder i kog for at sælge blade, bøger og reklamefinanserede realilty shows.
Men det er ikke for hendes skyld at jeg er ked af der.
Når jeg skal være helt ærligt, er jeg skide misundelig over at det har afkastet netop den udgivelse (en reality-bog skrevet af Amalies mor om hende og sig selv), så intetsigende den end kan være, som Amalie nu har læst i sin helhed. Misundelig, fordi jeg stadig forsøger at få udgivet min roman, som er en milliard gange mere interessant end Amalies mor, når jeg selv skal sige det.
Samtidig bekymrer det mig at forlaget har udgivet den for at ikke blot Amalie, men læsere i tusindtal vil anskaffe sig den og måske også læse den. For er lavpunktet ikke nået, når et virkeligt eller blot påstået dumt menneske er omdrejningspunkt i en pengemaskine der brødføder hundredevis og underholder titusinder, og at selsamme dumme menneske bliver rollemodel for en skare vildledte teenagere der tror, at realityTV handler om virkeligheden?
Amalie er centret i en medieskabt virkelighed der peger ind mod sig selv, og bliver holdt kørende af folk som vil høre mere hende og hendes verden og af folk som har ondt af hende, fordi det udefra ser ud som om, hun bliver misbrugt af medierne der kredser om hende, men også af folk som hader hende for netop det.
Er jeg blevet én af dem?
Det jeg er ked af her til morgen er, at jeg med min Facebook opdatering er med til at holde gang i netop den Amalieverden.
Endda uden at få penge for det.

Kanin kan

Skriv et svar

Jeg fandt på denne illustration mens jeg tænkte over “victory” håndtegnet og at skyggen ville ligne en kanin. Jeg tegnede den hurtigt i Illustrator for ikke at glemme den. Efterfølgende gik jeg på nettet fordi jeg var sikkert ikke den første der fandt på den joke. Til min store overraskelse var der nogen der havde løst den næsten identisk. Hvordan jeg er “kommet til” at tegne det samme, er mig en gåde. I al fald har jeg ikke bevidst set tegningen et andet sted.
Nu kommer det store spørgsmål: Kan man anklage mig for plagiat?
Og vil jeg kunne anklage Monrad & Rislund for plagiatisme, når jeg nu ved, at jeg fandt på vittigheden med marsvinet og gaffatape en eftermiddag i køkkenet på kollegiet i 1984 og M&R kom med den nogle år senere.

20130426-083042.jpg

Efter nøje overvejelser …

Skriv et svar

… har jeg besluttet at trække den ene novelle.
Det var en svær beslutning. Jeg må indrømme, at den ene og alene er fordi jeg gerne til vinde. På den ene side er det da en enorm anerkendelse af mit arbejde, at to af mine noveller blev nomineret til en Niels Klim, samtidig er det lidt irriterende, at der er i samme kategori, hvor jeg muligvis trækker fra mig selv, ved at de stemmeberettigede, der muligvis vil belønne mit samlede arbejde, vil fordele sig på begge nomineringer, og så vil det samlede antal stemmer for den bedste af mine noveller blive lavere.
Jeg synes selv, at Peblingesøen er den bedre novelle, så det er den jeg vælger at beholde i konkurrencen.

En svær beslutning

Skriv et svar

Jeg et nødt til at tage en beslutning. Mine to nomineringer til årets Niels Klim er i samme kategori. Jeg kan vælge at fortsætte med begge noveller, eller trække den ene tilbage i håb om at den der ikke have valgt at give deres stemme til den jeg har trukket tilbage vil give deres stemme til den jeg vælger at fortsætte med.

Jeg vil sove på den beslutning.

Hele tre nomineringer!

Skriv et svar

Siden januar har jeg været fast på ærindeplansen og vænnet mig både til indtægt og mangel på tid jeg frit kan disponere over. Derfor har min gode vane med regelmæssige opdateringer på denne blog haft en pause. Jeg har også haft svært ved at finde tid til omslagsdesign og historieskrivning. Og så var det det kulsejlede samtidsromanprojekt, hvor jeg hårdt kæmpende kun nåede en tredjedel af vejen. Jeg har fået skrevet et bidrag til LUO7, som skal igennem en sidste korrektur og tegnet to omslag, jeg lige skal lægge sidste hånd på.
På arbejdet har jeg aggeret projektleder for firmaets stand på en rejsemesse. Det har været meget krævende, men indbragte mig min første nominering til månedens medarbejder – i sjov. Så her vil jeg nok ikke modtage nogen pokal af glas.
De to andre nomineringer stammer fra Arbejde jeg har begået sidste år. To af mine noveller er blevet nomineret til Niels Klim 2012.
TO!
Det drejer sig om “Den indre fjende” i min egen novellesamling, og “Peblingesøen” fra LUO6. Selvfølgelig vil jeg i løbet af kommende weeknd lænke til en tilgængelig onlineversion for gennemlæsning her fra hjemmesiden.

Anmeldelse af Galaktiske Forestillinger

Skriv et svar

På Litteratursiden.dk har Jette Holst skrevet en anmeldelse af min novellesamling som jeg er pave stolt af.
Hun skriver blandt andet:

Der udgives ikke så meget dansk science fiction. Science Fiction Cirklen gør dog en stor indsats for at ændre på det, og Manfred Christiansens ”Galaktiske forestillinger” understreger, at man både kan finde kvalitet og underholdning i genren.

En klar anbefaling herfra.

Jette Holst blogger på sin egen gyserhjemmeside og er rigtig flittig til at anmelde udgivelser fra Science Fiction Cirklen på blandt andet Litteratursiden.dk.
Så en stor tak til Jette herfra.

Hvor trykket ligger

Skriv et svar

Så var han der igen, i radioen.
Efter’retningseksperten.
Men han havde fået konkurrence. For før var det forbeholdt den lille kreds af indviede at lægge trykket det rigtige sted. Dem der var indenfor og havde fået den rette skoling i trykfordelig. En detalje blot, som gjorde en forskel. Så kunne man kende forskel på dem der var inde og dem der var ude.
Nu var han presset på en anden front.
For radiomanden insisterede på at begynde piano og så lægge forte på ordets tredje stavelse. Altså lige efter efter. Med mindre radiomanden havde en fortid i RET [Radioens Efter’retningsTjeneste – red.] var han da ikke berettiget til den slags indfald og udfald. Eller gjorde han det bare for at lyde som en insider. For at blive en fortrolig på en måde, som kun agenter kan være fortrolige med hinanden, og få efter’retninger ud af eksperten.
I øvrigt almindelig praksis, i den slags tjenester, har jeg ladt mig fortælle.
Muligvis var efter’retningseksperten selv en fupmager som ved at lægge eksperttrykket ville foregøgle insiderviden, og radiomanden bed på krogen. Hvis han i den sammenhæng ikke var ekspert på området, gjorde det ham på et vist plan sådan set alligevel til en ekspert, et uskolet naturtalent om man vil.
Lur mig ikke om den ægte vare, virkelighedens trykeksperter, nu til dags ikke mere eftertrykkeligt lægger trykket efter efter, men i stedet og amatøragtigt på “ef”-et, et ster før “ter”, for på den måde at virke uskolet og således får mulige måls parader ned så ‘efterretninger kommer i mål, nærmest af sig selv.