Jeg er jo, som sagt, med i det næste bind af Lige under overfladen serien.
Den lange forhistorie: I forbindelse med LinkedIn har jeg fået adgang til et andet netværk(-sprogram) som hedder Behance og som jævnligt forsyner mig med tip, tricks og tankevækkende tidbits. I én af disse indslag var der et råd om jævnligt at gennemgå sine noter man har lavet for at sortere i dem og smide dem ud der er blevet overflødige, eller give dem nyt liv i andre projekter.
Jeg gennemgik derfor lige mine noter og historiebrokker som ligger spredt ud over et stort areal af noter foretaget i forskellige notetagningsprogrammer (sjovt nok ligner det situationen på mit skrivebord på arbejdet, hvor jeg laver noter både på store og små post-it, på kvadratiske blokke, den slags man får i reklamegave med virksomhedens navn trykt på siden af blokken, og bagsiden af udskrifter af mails som ved en fejl blev udskrevet i sin helhed i stedet for blot det vedhæftede dokument).
Jeg fandt en passage på knap 500 ord som jeg aldrig fik brugt. Jeg gengiver den her uforkortet og som appetitvækker på min historie i LUO7, og kan muligvis give jer et indblik i, hvordan jeg arbejder. Titlen skulle forøvrige have været Loop, men så kom Adolphsens roman ind fra siden, og det var ikke lige noget jeg skulle have blandet ind i min historie.

Loop
Indledningsjinglens fuldorkesterfanfare rumler øredøvende i studiet og er faretruende tæt på at flænge Jacob Rolins trommehinder. Selvom han fik indskærpet ikke at gøre det, holder han sig for ørerne foran 2000 publikum i studiet og godt og vel en milliard betalende tilskuere ved deres streaming klienter.
Musikken dæmpes en smule og den velkendte dybe stemme fra den anonyme presenter taler hen over musikken “Velkommen til Felix’ Fanstream,” – en trommelhvirvel sætter ind – “med den enestående …” – “… fantastiske …” – “… fænomenale …” – “… when the shit hits the fan, it poors …” – “… and one and only …” – trommehvirvlen stopper – ” … Felix Meissner.”
Jinglen fortsætter i dæmpet styrke mens webfænomenet Felix løber ind på scenen. Publikums bifald raser. Med en håndbevægelse får han nogenlunde styr på klapsalven og begynder at tale. “I anledning af de aktuelle begivenheder har vi forberedt et lidt andet andet program for i aften, og jeg har kun inviteret én gæst. Han sidder allerede her bag mig og han har fortalt mig han er lidt nervøs. Så vær søde imod ham.” Felix holder en kort pause og ser alvorlig ud. “Not!” tilføjer han i et langt råb, og publikum begynder at juble.
Jacob skulle have sagt nej til dette cirkus, men det var en enestående mulighed at nå ud til så mange mennesker på en gang. En ny jingle begynder, og igen stikker Jacob fingrene i ørerne.
Med sin varemærke dans nærmer Felix sig siddegruppen, hvor Jacob allerede sidder, og lader sig falde i stolen efter en afsluttende piruette da musikken slutter. Han lægger en hånd på Jacobs knæ. “God dag Jacob og velkommen tilbage.”
Jacob nikker og smiler. Felix ser på en af de mange telepromtere der er stillet op i studiet. Jacob ved, at et 20 mands stærkt hold researchere sidder i kontrolrummet og finder baggrundsstof til Felix og forsyner ham med en konstant strøm af informationer. Derfor er Felix altid velunderrettet. Da Felix manager indvilligede i, at Jacob skulle interviewes, blev Jacob indviet i studiets arbejdsmetoder, og det var som om illusionen brast, for i virkeligheden var Felix ikke andet end en nikkedukke, der ikke var så kløgtig som alverden troede, omend dygtig til at foregive kløgtighed.
“Du er jo dagens helt lige nu, kan man vist godt sige. Alle taler om dig. Fortæl os hvor lang tid du var af sted.”
“Godt to uger.”
“Det må du forklare os nærmere, for ifølge det tekniske team der muliggjorde din ekspedition, var du kun væg i lidt under et sekund?”
“Ja. Det er rigtigt.”
“Hvordan kan du så have været væk i hele to uger?”
“Det var en tidsrejse jeg var på. Hundrede år ud i fremtiden.”
“Så du har været væk i hundrede år?”
Jacob sukker. Det var en fejl. Intet fornuftigt vil komme ud af at blive interviewet af denne mediedukke. “Nej bare to uger. Vi havde bygget denne sensorapparatur der var designet til at opsamle alle mulige slags data over de kommende hundrede år, og det var min opgave at hente disse data.”