Postapokalyptisk vinder

Jeg er kommet en smule videre med min ConRep om bogforum, men ikke nok til at jeg vil offentliggøre mine tanker derom lige nu.
Men dette indlæg er ikke helt ved siden af, for det handler om et lille forlag, og hvad det gør for nichegenrerne. Det er således på tide at løfte sløret for:

Apokalyptisk og Valetas skrivekonkurrence.

Vinderen blev Mikkel Harris Carlsen.

De fjorten (i virkeligheden 15) andre, der vil blive trykt i antologien, blev:
Amdi Silvestri, Rasmus Wichmann, Merete Richter, Jacob Holm Krogesøe og Martin Wangsgaard Jürgensen (samarbejde), Martin Paludan, Pernille Dithmar, Nikolaj Johansen, Paul Calderara Eskekilde, Kasper Grandetoft, Gudrun Østergaard, Maria Kjær-Madsen, Michael Toubro, Manfred Christiansen, Jeppe Bisbjerg.

Læg lige mærke til navnet i fed. Jeps jeg er med.

Og det er jeg mægtig stolt af.
Sagen er nemlig den, at det var en blindlæsning. Dvs. at dommerpanelet ikke vidste hvem der var forfatteren. Det er jo meget mulig, at man kan gætte sig til stilen for flere af forfatterne, eksempelvis bilder jeg mig selv ind, at jeg til hver en tid vil kunne udpege en Silvestri eller en Østergaard. Men der er så mange forfattere derude, og med 70 indsendte noveller bliver det let en uoverskuelig opgave at sortere dem efter hvem er hvem, så det blev til hvem har skrevet den bedste postapokalyptiske historie uden zombier.

Og så til ekstramaterialet.
Mens jeg arbejdede på at udtænke mit postapokalyptiske scenarie og havde fundet et plot jeg kunne arbejde med, samt de første fire fem sider af begyndelsen, fik jeg en invitation til at være med i et projekt som endte med at blive til Samlemappe no. 1 en kollektiv roman som Rasmus Pedersen satte i verden og holdt på sporet. Mit bidrag her hedder Mørkets fjender.
Denne kollektivroman blev formet ved, at vi i fællesskab kreerede en verden hvor en katastrofe knækkede menneskeheden. Det blev gjort ved hjælp af skriveøvelser og nogen bud på hvordan katastrofen udvikler sig. Der kom rigtig mange bud. Og jeg selv smed et par forskellige scenarier ind.
Spoilerwarning

Siden jeg allerede var godt i gang med mit univers bød jeg også ind med mine selvreplikerende nanoroboter som var designet til at kaste lys og varme tilbage i rummet for at undgå global opvarmning. Til min overraskelse gik vi kollektivt videre med denne del af scenariet. Jeg kan faktisk ikke helt huske hvordan det var, men jeg tror nok det var anonyme bud. Mit udgangspunkt for den novelle jeg var i gang med at skrive var dog grundlæggende forskellig i sin årsag til katastrofen som det scenarie vi i fællesskab havde fundet frem til, men det kan man kun ane når man læser historien.
Anyways.
På det tidspunkt havde jeg så lidt mange opgaver i luften. Jeg var lige blevet formand for SFC, havde nu to katastrofenoveller i arbejde, samt en bunke hængende projekter, som omslag til august-månedens udgivelsespulje m.m. Så i første omgang opgav jeg at deltage i apokalyptisk-konkurrencne og skrev novellen færdig til brug i Rasmus projekt. Men da jeg var færdig var den aaalt for lang. Vi snakker om en faktor fire fem stykker. Rasmus mente det var for lang, for hvis alle deltagere ville lave lige så lange indlæg, ville bogen blive flere hundrede sider tykkere, og det var der ikke økonomi til. Jeg overvejede at korte historien ned til det halve, men syntes det var synd for den fungerede godt som den var.
Jeg manglede så stadig en historie jeg kunne bruge til Rasmuses projekt.
I den historie jeg fik færdig først, beskriver jeg en konflikt mellem to grupper i en sønderrevet verden set fra den ene gruppes side med den anden som de onde. Jeg fik så ideen til at beskrive konflikten set fra den anden gruppes synsvinkel. De samme præmisser en anden baggrund. Jeg gik igang med at skrive. Det var en pudsig oplevelse, for historien udviklede sig på en anden måde foran øjnene på mig. Og fik en helt anden slutning. Tovholder Rasmus syntes også den ville blive en god afslutning til Samlemappe no. 1.

Men det skete først efter deadline til konkurrencen. Inden da rodede jeg stadig rundt med den første histiorie. Jeg syntes nemlig stadig, at den var blevet god, men for at stå alene manglede historien den baggrund som den ville få ved at være en del af den kollektive roman. Jeg gik derfor i gang med at flette mit oprindelige udgangspunkt ind. Det var overraskende let. Jeg vidste ikke om jeg ville indsende den til konkurrencen.
Som I jo nok kan regne ud, sendte jeg alligevel historien som kom til at hedde Sværmen til konkurrencen, det var jo slet ikke sikker den ville komme i betragtning til denne samling.
Nu har jeg så to historier ude som på en sær måde komplementerer hinanden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *