Galaktiske forestillinger tog sin begyndels da jeg udtænkte en megastructure som var en videreudvikling af Arthur C. Clarkes rumelevator. I stedet for at man bygger en rumelevator, hænger man en rumstation op i månen i et sindrigt system af wire på en sådan måde at en modvægt holder rumstationen i konstant afstand til jorden (1500 km). Modvægtens bevægelse fra stationen til månen og tilbage igen alle ca 29. dage udnyttes så som forsyningslinje af materiel og personale til månen. Stationen vil bevæge sig med ca. 1700 km/time over jorden. Forsyningstransporter vil således ikke skulle op på en hastighed på 20.000 km/t for at aflevere deres fragt til en station i kredsløb, men vil kunne nøjes med at
flyve en parabelbue med toppunket lige under stationen og så blive fanget der. Langvarigt ophold på stationen er heller ikke forbundet med de gener en rumstation i kredsløb har, idet stationen vil have en nogenlunde konstant tyngdekraft som jeg beregnede til at være ca 60 % af jordens.
Med den på plads havde jeg mulighed for at etablere en konstant bemannet månestation, hvorfra interstellare ekspeditioner kunne sendes af sted. Jeg forestillede mig så at flere generationer af mennesker var vokset op på stationen som ved deres opvækst med mindre g-påvirkning har fysiske egenskaber forskelligt fra mennesker på jorden. Historien begynder på et tidspunkt, hvor et fænomen bliver synligt fra jorden (et typisk big dumb object), som ingen ved hvor kommer fra og skaber en helt ny religiøs bevægelse. Fænomenet viser sig at være et væsen fra en fjern planet med en egenskab at antage en hvilken som helst skikkelse. Lidt i stil med Odo og The founders fra DS9. Jeg kendte for øvrigt ikke noget til disse changelings inden jeg skrev denne historie, hvorfor min har et helt andet motiv.