Ekstramateriale til “Sværmen” og “Mørkets fjender” – religion, åndelighed og fornuft.

Et megalangt indlæg (læsetid omkring de 10 minutter)

Som I nok ved indeholder den efter min mening forrygende antologi “Undergang” en af mine noveller – “Sværmen”. Jeg har tidligere skrevet, at den hænger den uløseligt sammen med “Mørkets fjender” som er slutningen af Rasmus’ kunstprojekt “Samlemappe no 1”. Begge er skrevet med udgangspunkt i samme menneskeskabt katastrofe.
Selvom de har forskellige slutninger – den ene fuld af håb, den anden håbløs fortvivlet – handler de begge om noget andet, end hvad de på overfladen fortæller. Nu hvor jeg har fået historierne lidt på afstand, er det nok dem, jeg har tænkt mest over mens jeg har skrevet dem. En af grundede er muligvis, at de blev skabt samtidig, som samme situation set fra to sider. Som udgangspunkt valgte jeg at opdele de udsatte i katastrofesituationen i to grupper, dem der forsøger at løse situationen, og dem der affinder sig med den.
En anden grund er, at jeg, mens jeg skrev dem, virkelig forsøgte at gøre hver side så sympatiske, at man kunne holde af dem og forstå, hvad bevæggrundene for deres handlinger og holdninger var. Jeg måtte dog sande, at jeg ikke kunne få mig selv til at holde af den ene side. Og grunden var manglende fornuft. Derfor ligger sympatien i begge mine historier hos den samme gruppe. Hvad du min læser af dette indlæg og min historie måtte mene om mine historier, er dit valg.

Inden jeg forklarer videre går jeg lige et par skidt tilbage.
For et par år siden blev jeg ramt af en alvorlig depression. En af vejene ud af den, var at lære om psykiske mekanismer og hvordan man navigerer igennem dem, nu hvor ens naturlige kompasnål igennem livet er blevet bøjet og viser en forkert retning og hvordan man identificerer automatiske negative tanker for at undgå dem.
Og jeg lærte følgende (ultra simplificeret): Alle mennesker har et billede af verden inde i deres hoved, for simulere virkeligheden med en masse hvad nu hvis spørgsmål, og tilbageblik til tidligere hændelser. Det gør vi, fordi mængden af information som hele tiden strømmer ind i os er overvældende, og vi bliver nødt til at filtrere en masse fra for ikke at smelte sammen. Selv dem, som med overlæg på grund af deres livsfilosofi eller religion prøver at leve i nuet uden at bekymre sig om, hvad der vil kunne ske eller hvad der allerede er hent, tænker både over fortid og fremtid, for sådan er hjernen indrettet. Vores personlige model af virkeligheden ændrer sig dog over tid, ideer og anskuelser bliver skiftet, men jo ældre vi bliver jo rigidere bliver modellen, fuld af automatiske tanker positive som negative. Af forskellige årsager kan vores verdensbillede blive forvrænget og man får overvægt af automatiske negative tanker. Fejlene i vores model af verden, kan være graverende, men behøver ikke føre til en psykisk ubalance, og udefra ser det ud som særlige karaktertræk. Men når modellen bliver så forskelligt fra virkeligheden, at man hele tiden må arbejde med håndtering af fra modellen fravigende indtryk, bliver man stresseT og frustrationer hober sig op. Efter tilstrækkelig lang tid med sådanne påvirkninger lukker psyken ned. På et eller andet tidspunkt flyder bægret over og læsset vælter, hvis jeg må være så fri at blande to talemåder, og afhænger mest af alt af, hvor følsom man er på lige netop det punkt, hvor ubalancen opstår og hvor længe tilstanden har stået på.
Siden bearbejdningen af min depression har mit verdensbillede været mere flydende. Det har været min overlevelsesstrategi. Jeg er blevet mere nysgerrig og justerer ofte på mit verdensbillede. Personligt er jeg så fuldstændig ligeglad med hvilken filosofisk skole lige nu er den hotte og hvilken der er en nitte – at følge dem svarer alligevel til at følge en religion. Igennem de seneste 51 år af mit liv og i særdeleshed de seneste 7, med åndelig ernæring ved videnskabens, psykologiens og filosofiens uendelige tagselvbord af meninger med livet, har jeg sammenstykket mig mit eget verdensbillede som virker og hele tiden fornys, når nye impulser omstøder den ene konstruktion eller river det andet fundament op. Jeg har aldrig for alvor forsøgt at skrive dette ned, så jeg har indtil nu ikke været bevidst om, hvad mit verdensbillede indeholder, men hele tiden ligger denne konstruktion af verden lige under overfladen med forklaringer. Et verdensbillede som jeg bruger, når jeg skriver mine historier. Et verdensbillede der er helt mit eget.
Følgende redegørelse er blot en flig af forklaringen.
“Sværmen” og “Mørkets Fjender” skulle handle om striden mellem tro og fornuft, afhængighedsforholdet mellem åndelighed, moral og religion og om der overhovedet er en indbyrdes afhængighed. Samme tema som på en måde også ligger til grund for Den indre fjende og Galaktiske forestillinger i min novellesamling af samme navn.
De to historier “Sværmen” og “Lysets fjender” skulle handle om hvordan tro kunne formes ud af en katastrofal tilstand i omverden, og at den troende kunne blive så forstokket i sin tro, at bortskaffelsen af denne katastrofe ville blive opfattet som kætteri.

Ethvert overlap med virkelige hændelser og personer er ikke tilfældigt men uundgåeligt.

Religion og tro
Religion er forankret i åndelighed. Lidt nedladende og sagt ud fra min egen overbevisning, er religion et tankesæt du kan overtage, og som forklarer meningen med livet på et åndeligt plan, så du ikke selv behøver tænke over det. Det vil sige, at der har været én før dig, der har været åndelig på dine vegne. Du kan så vælge at opnå samme åndelighed ved gentænkning af foreskrevne ideer og gentagelse af handlinger, som dit åndelige forbillede har tænkt og gjort. Her er det vigtigt, at du har ritualer at tage fat i. Ritualer der skal styrke dig i din tro i, at det tankesæt du har taget på er det helt rigtige. Eller du kan vælge blot at følge ritualerne, fordi det hører sig til.
Hvis det jeg har sagt her er sandt, fører en religion kun til åndelighed, når du vælger at blive åndelig, for udførelsen af ritualer alene gør dig ikke åndelig.
Lige som jeg har mit verdensbillede, har religiøse mennesker deres verdensbillede. Forskellen er at mit verdensbillede ændrer sig hele tiden, når nye fakta kommer på bordet, mens religioner har et fasttømret billede, og det fører til krige når det anfægtes. Siden de religiøses verdensbillede er forankret i en række tekster som anses for sande, kan deres verdensbillede ikke ændre sig. Enhver diskrepans med den virkelige verden bliver fejet af bordet (fx. kreationisternes tro på, at verden ikke er mere end 6.000 år gammel. Jo mere verdensbilledet bliver truet, jo hårdere kæmper man imod (kognitiv dissonans). Forestil dig julemanden som han var mens du var lille. Dine forældre afviser ikke at han findes, bekræfter dig faktisk i at han eksistere, og truer med at julemanden ikke kommer hvis du er uartig, hvad det end så har af konsekvenser. Faktisk er der en helt kultur omkring denne umulige mandsperson, som giver mulighed for at voksne kan købe udstyr, så de kan gøre som om de er julemanden, en gang om året.
Og en kampen om at fastholde de verdensbilleder har nu rastet i flere tusinde år med Tempelriddere, Hellig Krig, Jihad, missionærer …

Ånd og åndelighed
Åndelighed er efter min mening derimod uafhængig af religion og endda tro. Mange er åndelige uden at være religiøse og tror på, at mennesket har en iboende ånd, som man kan forholde sig til. Ånd i videste forstand. For ånd er ikke nødvendigvis et selvstændigt væsen, sådan som nogle religioner foreskriver, men kan også være den i mennesket iboende ånd som blandt andet repræsenteres af bevidsthed og overlagt adfærd den mentale del af legmet. Åndelighed kan være opfattelsen af netop den ånd hos andre og er nøglen til forståelse af andre og deres eksistensberettigelse. Opfattelsen af ånd er således en væsentlig faktor i social adfærd, men ikke kun i mennesker, også i dyr og planter, og en dermed følgende hensynsfuld adfærd overfor disse. For hvilken hundeejer mener ikke at deres kæledyr har en særlig personlighed, og alle ved at katten er sin egen. En dyreånd som fører til at selvmordsraten blandt dyrelæger er særlig høj, da det, de aller oftest gør, er at aflive dyr, slukke for en ånd.
Den konstruktion jeg har lavet her, indeholder en forklaringen på hvad moral er og som virker for mig. Den er derudover også forklaring på at moral ikke stammer fra religion eller tro. Den forklarer også, at religion kun bidrager med moralsk adfærd, som i øvrigt bør ændres når skiftende tider kræver det, for ikke at fremstå som middelalderlig. Altså, at det at følge en religionens forskrifter og ritualer, udelukkende er moralsk adfærd og “når gud ikke ser det” vil føre til syndig adfærd, i øvrigt en af hovedårsagerne til at religiøse mennesker ikke stoler på ateister, og det selvom en stor del af menneskeskabte humanitære katastrofer skyldes religion, hvor ikke engang naturkatastrofer som tsunamien 2005 kan følge med, som endda for nogle religioner blev set som en starf fra gud(erne).
Nyere forskning viser, at denne åndelighed/opfattelse af ånd har en kemisk årsag. Forskning indenfor psykedeliske svampe har vist, at en bestemt type magiske svamp kan få dig til at føle denne åndelighed, selvom du normalt ikke er troende, åndelig eller religiøs. Det kunne så også være en forklaring af, at mennesker der ikke evner denne opfattelse af åndelighed af kemiske årsager under en fællesbetegnelse går som psykopater.
På samme måde har forskning også vist at en ydre magnetisk påvirkning af hjernen kan have samme virkning.
Således er det tænkeligt at følelsen af åndelighed er resultatet af en kemisk tilstand i hjernen. På samme måde som dopamin og endorfiner påvirker din hjerne, hvor mangel eller overskud af det ene eller andet signalstof bestemte steder i hjernen fører til fejlfunktioner. Dine følelser af åndelighed kan kan være et resultat af kemiske eller fysiske påvirkninger. De eksempler jeg har nævnt er den fysiske påvirkning af hjernen med kemi og magnetisme.
Men hvad er en ydre påvirkning uden brug af kemi og fysik?
DR2s udsendelsesrække fckr md din hjrne viser, hvordan universelle mekanismer i hjernen kan påvirke dine tanker og handlinger. I bund og grund taskenspilleri som får os tilskuere til at tro, at der er mere mellem himmel og jord og derigennem bestyrker os i troen på åndelighed og højere magter. Men der er ikke andet end anvendt psykologisk. Aktuelle Harry Houdini var meget aktiv med at afsløre spiritisternes tricks. Han var ude efter dem og skabte sig fjender, bl.a. Sir Arthur Conan Doyle, der troende få feer.
Er åndelighed så en funktion af tro, eller kan man på den baggrund også være åndelig uden tro?
Jeg er ikke religiøs. Langtfra. Men jeg vil påstå at jeg er åndelig på den ikke-spirituelle måde. Min hjerne er konstant fuld af ideer med meningen med livet og alting. Alt der er åndeligt kan forklares psykologisk. At være spirituel åndelig er efter min definition at stille sig tilfreds med at noget er uforklarlig. Der er mere mellem himmel og jord … og så videre. Den spirituelle åndelighed fører så til en religion.
Dagligdagsåndelighed som ikke er spiritisme overhovedet, får ost til at spørge sokken om, hvorfor den havde gemt sig under sengen, lader os skælde ud på computeren og påstå at mobiltelefonen er sulten, når den er løbet tør for strøm. Vi låner tingen en ånd for at forholde os empatisk til dem. Måske for at skærpe vores koncentration ved problemløsningen. Jeg har ikke fundet belæg for denne påstand og det var da et videnskabeligt studium værd. Dette er måske et indicium heraf.

Fornuft og logik
Jeg stiller mig ikke tilfreds med når nogen siger “sådan er det” og ville håbe at ingen andre ville rette sig efter den slags læresætninger. Jeg taler ikke om fysiske love eller matematiske sætninger der er efterprøvede. Dem jeg mener er den slags dagligdagsviden som bare står uprøvede hen: Du må ikke bade efter du har spist, du tisser i sengen når du leger med ild, du må ikke spise svinekød, eller mænd og kvinder skal omskæres. Helt uden forklaring. Og det værste er at de religiøse læresætninger forsøges at blive videnskabelig bevist, på nøjagtigt samme grundlag som videnskab bliver betvivlet af fundamentalistisk troende.
Desværre er det ikke kun religiøse fanatikere der ligger under for vranglærer. Også overtro er sejlivet. Ligegyldig hvor mange gange det er blevet påvist at Fuldmånen ikke forstyrrer nattens hændelser væsentligt, (her en sammenfatning) tror mange på at det er månen der forårsager vold, indbrud og søvnløshed. Og så kommer de med en lang række pseudovidenskabelige forklaringer om månens tiltrækningskraft og ebbe og flod i blodet og kvindens menstruation er reguleret af månerytmen, deraf navnet, og så videre og. Sidste først: kvinderne på jorden har ikke alle menstruation samtidig! Næstsidste: den dyne du ligger under når du sover, udøver samme næsten samme tiltrækningskraft på dig som månen 400.000.000 meter over dig. Og månen trækker i hele din krop, ikke kun i dine vandige bestanddele. Og fra den position du befinder dig i er jordens tiltrækningskraft 350.000 gange større end månens. Til enhver tid! Om månen så er over dig, ved horisonten eller på den anden side af jorden.
Det er ikke kun Månen der har har en sejlivet myte. Vi er omgivet af myter, så mange at vi har et tv-hold til at aflive myterne på en populærvidenskabelig tv-kanal.
Selv i videnskabelige kredse har der været eksempler på at man har fejlfortolket data. Således fandt psykolog Oskar Pfungst beviser på, at hesten ved navn Hans kunne regne(Kluger Hans) og opfinderen af hvide snit fik en nobelpris. Det samme foregår med sikkerhed også i disse dage, men et kontrolsystem med reviewers prøver at filtrere de værste fejl fra.
Vi kan ikke sikre os imod at personlige spøgelser påvirker vores sunde fornuft, og vi skal ikke alle være som Spock. Men det ville være dejligt hvis vi kunne blive fri for at overtro styrer videnskaben og hverdagen.

I sandhedens tjeneste
Fakta er uomstødelige mens sandhed er et sum af fakta og deres fortolkning. Disse to historier handler om at nogen har samlet fakta for at finde en sandhed, men fortolkningen af de fundne fakta går i vidt forskellige retninger. Den ene stiller sig tilfreds med en begrænset mængde fakta, den anden vil gerne komme til bunds. Dem der stiller sig tilfreds med kun en del fakta, fylder resten ud med overtro og religion. Det er uundgåeligt at de kommer i konflikt med de videns- og faktasøgende, fordi deres overtro og religion, er truet. Historierne er således, ligesom i så mange af mine andre historier, et opgør med religioner som roden til konflikter. Det samme sker når videnskab bliver til religion. Når nogen videnskabsmænd tror så meget på deres resultater og fortolkninger, at de bitterligt forsvarer deres position, indtil de må opgive deres position og selv derefter fortsætter med at bevise deres ubeviselige hypoteser.
Som jeg forsøgte at vise, er det en slags åndeligheden det der gør os i stand til at føle empati med andre mennesker. Samme åndelighed menneskeliggør dyr (findes der et verb til antropomorfisme?) og animerer genstande. Som ukontrolleret og selvforstærket skaber tro og religioner.
I historierne er det Sværmen, en hobe af dumme nanorobotter med to simple opgaver, der bliver tillagt en ånd. Set med en perspektiv er sværmen et beskyttende væsen som man må vie sit liv at forsvare, med en optik er det teknologi der er gået galt og skal repareres. Konflikten mellem de to synsvinkler er uundgåeligt. Set med mine øjne er det religionen af alle arter der lige nu forhindrer enhver forbedringsproces mennesket kunne være i gang med. Ikke kun de officielle verdensreligioner, også de videnskabelige, hvor forskningsresultater resolut fortolkes med en foretrukken bias. Jeg var faktisk af den opfattelse at videnskabsfolk var bevidste om at den eksisterede, for at de kunne arbejde udenom den så godt som muligt, men det forekommer mig, at der i mange forskningsområder hersker en fordomsfuld fortolkning af data. Historierne behandler derfor ikke kun religion fra en manglende viden, men også fra en bias i forskning, idet den grundlæggende ide til skabelse af Sværmen kommer af at solen i stedet for livgivende er blevet skadelig. Noget vi i dette øjeblik er vidner til og som har antaget religiøse proportioner og påvirker vores hverdag betragteligt. To lejre der beskylder hinanden for at bedrive underlødig forskning. Hvor beviskraften hos den ene gruppe beror sig på computermodeller og den anden ser på, at de historiske data ikke følger computermodellerne. Og hvis man giver begge kun delvis ret, så kan man være sikker på at blive flået levende.
Og så vil jeg ikke komme nærmere ind på det tema her lige nu.

Jeg er kommet langt rundt og har forsøgt at lænke til støtte for mine teorier. Man kan som bekendt argumentere for alt. Jeg ved at jeg ikke blev færdig med dette emne og det vil med sikkerhed kaste flere historier fra sig.

Dyt to gange hvis du er kommet hertil.

2 tanker om "Ekstramateriale til “Sværmen” og “Mørkets fjender” – religion, åndelighed og fornuft."

  1. Henning Andersen

    Dyt-dyt, Manfred. Jow, det var jo ganske rigtigt en længere tekst (cirka 10 minutter).
    Nu har jeg ikke læst “Sværmen” eller “Mørkets Fjender”, så tillad at jeg holder mig til diverse “tilstandsformer” i artiklen. Ligesom du har jeg i lang tid forsøgt at finde “nordvest-passagen” mellem det religiøse/åndelige og det videnskabeligt/logiske, med skyldig hensyntagen til filosofi, videnskabsteori, epistemologi og psykologi (og psykiatri – af andre årsager). Og ihvorvel det er min faste overbevisning, at differentiering i det væsentligste led i erkendelses- og udviklingsprocessen, så tror jeg også man både personligt og fagligt (og videnskabeligt) kan “differentiere” sig ud i sludder og vrøvl – og stadig tro at man har helt ret, doh!
    Når det så er sagt, så tror jeg mindst lige så meget på integrering som det væsentligste i personlighedsudviklingen, videns-akkumuleringen og retningsfornemmelsen. Og det er ikke fordi jeg mener han skal være et eksempel til efterfølgelse – nødvendigvis – men det er da værd at nævne Pier Paolo Pasolini: – avantgarde-instruktør, katolik, homoseksuel og kommunist. Noget af en cock(!)tail, hvabbehar. Men det betyder ihvertfald så meget som, at tilsyneladende uforeneligheder muligvis ikke er så uforenelige. Og det det hele koger ned til er, at ikke en mors sjæl(?) aner hvad “bevidsthed” i virkeligheden(!) er for en størrelse. Og det er jo netop det spændende spørgsmål, idet det er vores individuelle bevidsthed der definerer os som individer, mens religioner tager patent på den – som en “programmering” fra oven – og videnskaben….hellere vil tale om noget andet (idet ethvert forsøg på at finde “bevidsthedens sæde” enten havner lige omkring Corpus Nigra eller begynder at tale om hologrammatisk perception).
    I mit vokabulatorium er “åndelighed” identisk med selve evnen til at opleve den levende verden omkring os – man kunne næsten sige: den selvforglemmende oplevelse af verdens liv og virkelighed. Og der behøver jeg hverken videnskaben eller religionen til at forklare mig noget som helst.
    Dette forhindrer ikke oplevelsen af en dyb smerte ved at se, hvad mennesker kan finde på at gøre af ondt ved hinanden i et eller andet helligt eller videnskabeligt navn (eller politisk), men for mig understreger det at “åndelighed” ikke er noget der findes “derude” som noget mystisk/æterisk men mest af alt er en yderst “kropsnær” fornemmelse af samhørighed med – nåja – Kosmos.
    Så: dyt-dyt Manfred, og velbekomme med en kommentar der er næsten lisså lang som indlægget. Vi beklager.

    Svar
    1. Manfred Forfatter

      Så kan du jo passende finde Undergang og Samlemappe nr 5 på biblioteket eller erhverve dem når du kommer til Bogforum (jeg vil så tage Samlemappe nr. 1 med i rygsækken som vil koste en halvtresser).
      Begge bøger har fået fremragende lektørudtalelser! Samlemappe no 5 blev endda sammenlignet med Kurt Vonnegut, hvabehar’
      Som jeg skrev indledningsvis er det er forsøg fra min side at indfange en vag definition af hvad ånd, tro og fornuft er, og jeg er temmelig sikker på at det ikke er helt færdig formuleret. Jeg vil helst undgå at gribe til et epistemologisk vokabular for at tydeliggøre mit synspunkt da jeg så et: skal studere erkendelsesteori i op til flere år for at kunne anvende jargonen der, og to: kommer til at blive påvirket af jargonen til kun at mene det der er katekismen indenfor epistemologi.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *