x-iansen

Metrord anmelder, Thurston Magnus, har en anmeldelse af “den hemmelige dal. Om min novelle havde han at sige:

Manfred Christiansen får lov at runde af, med en historie om forbyttede identiteter ombord på et rumbskib, og som måske ikke glimrer med et sprudlende sprog, men dog fungerer fint i sin helhed, med en historie der vikler sig fint op og ned i gear.

Måske ikke glimrer med et sprudlende sprog… hmm. Måske, måske ikke. Så muligvis alligevel eller ej ikke. Nej. Det kan være såfremt i fald, eller i tilfælde af, og måske ikke til trods for, men alligevel… Hvis jeg, for at få det til at sprudle, skal skrive rumbskib, vil jeg da overveje mere alternative taster næste gang.

Siden næsten alle andre noveller også får en medfart, som om mindst en velment ros (som ikke så sjældent kommer alene) og mindst et kritikpunkt skulle ridses op til hver novelle, tager jeg det positivt.

Mågerne og den lille cyborg er individuelle figurer i polygonmesh. Baggrundsbilledet er brugt som reflektion og “lightdome”. Sceneriet blev “raytaced” med gennemsigtig baggrund og kopieret sammen med baggrundsbilledet i Photoshop. Jeg tilføjede en skygge under cyborg’en.

Strata Studio Pro, det mest undervurderede 3D program. Jeg sad og legede med nogle elementer og tænkte at det ville være sjovt at bygge solsystemets planeter ud fra billeder de forbiflyvende rumsonder har taget af de lidt fjernere planeter. Jeg ledte så efter overflader jeg kunne putte på mine modeller, og vupti. NASA (af alle) havde alt muligt frit tilgængeligt: planet textures

Men der var mere. Langt mere.

planetpixelemporium for de realistiske

silverblades-suitcas for de urealistiske

Og her er hvad jeg fik lavet med det…

Planeterne som kugler triller på en plade af marmor der ved nærmere eftersyn bærer billedet af vores mælkevej. Snart dukker et skib op i firmamentets farvande.

Og en mere:

Så umuligt det end lyder bliver der efterhånden sat tal på alt.

Fredagshumøret på P3 eksempelvis, med et decimal efter kommaet.

Sandhedsværdien af det udsagn Peter Jensen fra Gallup læste op da han ringede, på en skala fra 1 til 5 hvor 1 er meget lidt og 5 er meget godt.

Pizzaer uden at nummeret har relation til det antal skiver pepperoni der er på en nr. 23.

Alt får et tal og pludselig kan man forholde sig til det. Også bløde værdier som er svære at måle. Bare man sætter et tal på så kan man regne med resultatet.

Ex. Jeg er glad til en 6′er og fyldt med energi til en s7′er.

Produktet er 42 - Svaret på livet, universet og alting. Så har man jo fundet ind til kernen ifølge D. Adams.

Og sjovt nok virker det. Så længe du går rundt og ikke ved hvor sjovt du egentlig har det (på en skala) så ved du ikke om du skal grine eller være ked af det. Men når du så får at vide, at du morede dig til en 9′er, er der jo ingen grund til at forlange pengene tilbage for billetten, skabe dig åndsvag på GAFFAs hjemmeside eller oprette en hadeside mod Madonna.

Gå nu ud og sæt tal på. Hvor koldt er luften, hvor dejlig solen, hvor smuk din kæreste eller ægtefælle. Og husk at bruge talene i den gode ende af skalaen. Så bliver du gladere.

Det var jo egentlig kun for sjov Birgit havde indtastet sin profil på dating site’et.

Hun betragtede sit spejlbillede. Den gode creme dækkede de fleste rynker.

“Du behøver ikke vente oppe, det bliver sikkert sent.” Sørens stemme rungede muntert ude fra gangen så nynnede han videre på en sang. Han stak hovedet ud i badeværelset. For et møde med vennerne var han usædvanlig pænt i tøjet.

“Skal du også ud?” spurgte han.

“Ja. Siden du ville ud med dine gamle studenterkammerater, aftalte jeg, at mødes med Louise i byen.” Hun kunne mærke varmen stige i kinderne.

“Louise? Nå, hende. Hvad skal I?” Sørens mundvige blev trukket ud til et kunstigt smil.

“Se en film. Gå på café. Pigesnak. Det sædvanlige.” Hun vidste at Søren ikke kunne udstå Louise og aldrig ville finde på at tale med hende.

“Nå det må du selv om. Vi ses.” Han kyssede hende på kinden og gik. Yderdøren smækkede.

Han have endda det pæne nye slips på.

Med mascara blev hendes øjne mere blå.

Det hele startede måske med, at han købte sig en bærbar. Efter han havde pensioneret sig selv manglede han noget at lave, for han kunne ikke spille golf hele tiden. Han sagde, han ville skrive en bog.

Han var hele tiden online som det hed. Tog endda nogle gange computeren med i sengen for at læse eller skrive. Han virkede lidt muggen dengang.

Hun tog den lille firkantede æske ud af beauty-boxen. Det var mange år siden hun sidst havde brugt rouge.

Så købte hun selv en bærbar.

Ind imellem sad de ved siden af hinanden i sengen med hver deres computer. Det var sådan en aften, mens de begge var online i sengen, at hun meldte sig ind i datingsitet. Det var på en måde meget pirrende. Som at være ham utro mens han så på.

Uden hårnålene kunne håret falde frit. Hun virrede med på hovedet. Så knugede hun håret og satte det op igen. Lidt løsere med den store brun plastik hårklemme. Et par af hendes naturlige krøller hang stadig løse ved ørerne.

I den seneste tid var Søren i meget bedre humør, men han virkede også mere fjern. Det kunne selvfølgelig også være, at det var hende der var blevet mindre opmærksom på ham.

Måske siden dengang én af de flinke på dating site’et bed på krogen.

Den nye halskæde med rosenkvartsstenene var måske lidt for kæk til en på hendes alder, men den var pæn.

I hendes profil havde hun løjet sig yngre. Det var jo en slags hemmelig identitet. Hun kunne jo gøre hvad hun havde lyst til.

I en halvmørk restaurant kunne hun sagtens gå som én i trediverne og mere havde hun ikke lovet.

Hun overvejede om hun skulle tage den vovede røde eller den stilfulde, lange blå på, men endte med den halvlange mørkegrønne. Det var jo ikke noget galla hun skulle til.

Ingen på datingsitet brugte deres rigtige navne. Og der var ingen billeder. Det var derfor havde hun valgt netop det site. Hun ville nødig kunne identificeres. Ham hun skulle mødes med, kaldte sig selv “Net Kavaler”. Det var hans underfundighed hun ikke kunne stå for. Hendes eget handle (hændl), som man kaldte det i det angliserede computersprog, var “sejber tjik”. Hun syntes selv det lød ungdommelig. Under alle omstændigheder yngre end 52.

Hun anede ikke hvordan han så ud. De skulle mødes i caféen, hvor han havde reserveret et bord under navnet “dotnet”. Hun kunne stadig nå at bakke ud hvis han skulle vise sig at være mindre net. Han var i trediverne.

Eller var han?

Hvis hun nu fik noget vin kunne hun ikke tage bilen tilbage. Bussen kørte stort set hele vejen. Hun ringede efter en taxi.

“Til Århusgade Café” sagde hun.

Allerede da taxien drejede ind på Århusgade, så hun Søren stå foran indgangsdøren til caféen. Hun genkendte det pæne slips. Han havde åbenbart skiftet jakken. Hun anede ikke hvor hendes mand skulle mødes med gutterne, det havde ikke interesseret hende. Pokkers også.

“Gider du godt køre lidt længere ned ad gaden?” sagde hun til chaufføren, mens hun skjulte sit ansigt med den ene hånd, da de kørte tæt forbi Søren.

Først helt nede ved Løgstørgade turde hun bede chaufføren om at stoppe.

Langsomt gående, nærmede hun sig Århusgade Café nedefra.

Søren stod og kiggede på uret. Han så meget yngre ud. Rank med et smil på læben. Sådan som hun huskede ham fra dengang de lærte hinanden at kende. Dengang var han opmærksom og velformuleret. Ikke mindst spøgefuld.

Næsten ligesom Net Kavaleren.

Det gik op for hende hvor meget Søren og Net Kavaler lignede hinanden, når det kom til humor og den lune måde at bruge ord og formuleringer. Der var faktisk mange lighedspunkter.

Hvad nu hvis Søren var hendes Net Kavaler. Jo mere hun tænkte over det, jo mere mening gav det. Tænk vor morsomt hvis de havde siddet ved siden af hinanden i sengen og sendt beskeder. Smilet over de samme ting men ikke turdet grine højt af hensyn til ikke at forstyrre  den anden. Derfor havde hun også følt det som naturligt at sige ja til invitationen til at mødes IRL, In Real Life.

Hun grublede over hvad hun skulle sige. Hvordan den akavede situation kunne reddes.

Mens Birgit langsomt nærmede sig Caféen blev hun overhalet af en langbenet rødhåret som styrede direkte mod Søren. Omfavnede ham. Kyssede ham på munden.

Hun stivnede. Da det første chok havde fortaget sag i løbet af få sekunder, forberedte hun sig på at gå til angreb.

Hun satte farten i vejret. Formulerede al verdens skældsord hun ville lade hagle ned over ham. Glemte alt om at hun skulle mødes med Net Kavaleren.

Hun nåede frem i det øjeblik de var på vej ind i caféen. Hun kunne mærke raseriet stige op og varme ørerne.

“hvad laver du her?” Halvvejs råbende lagde hun en hånd på hans skulder. Han vendte sig om og hun stirrede i et ungt fremmed ansigt der kun antydningsvis lignede Søren.

I går aftes var en alienhåndfuld (den intergalaktiske race med ni fingre) forfatterne til “Lige under overfladen – den hemmelige dal” forsamlet for at diskutere udgivelsen speciel og science fiction generel.

Cirka tyve minutter over syv kippede forholdet. Gudrun kom ind og så var der flere forfattere end publikummer.

Her sad vi så Lars Ahn, Claus Æ. Mogensen, Gudrun Østergaard, A Silvestri, Richard Ipsen, Simon Christiansen, Flemming Rasch og jeg. Linet op som the “usual suspekts”. Og Lars Ahn fotograferede os. Lise Andreasen, som også er repræsenteret i antologien, valgte at tælle med som publikum. Carl-Eddy var berettiget stolt over at kunne præsentere “sine forfattere” og havde forberedt en række spørgsmål til alle, så alle var med på et eller andet tidspunkt.

Jeg havde desværre ikke fået læst alle novellerne og forfatterne til fire af dem jeg havde læst var ikke med denne gang. Jeg havde ellers regnet med at Lonni Krause ville dukke op.  Så jeg kunne kun snakke med om Lars Ahs “Alien Ghost Ballet” og ” A. Silvestris “Godnat”.

Vi kom vidt omkring. Inspiration til netop vores historie, hvordan vi fandt ud af at der var en antologi på vej, og hvad novellens fremtid ville være. Bibliotekaren (i publikummet) mente at novelleantologier ikke havde nogen rigtig fremtid i biblioteket, da kunderne efterspørger romaner. Jo tykkere, jo bedre. Helst en hel serie.

Så Stig Larsen fik en over nakken (primært af mig) som han nok ikke kunne mærke og Harry Potter fik også en tur som han sandsynligvis heller ikke kunne mærke.

Det var spændende  at møde de andre. Høre deres bud på en nær og fjern fremtid. Jeg håber ikke det er det sidste jeg hører fra den front. Og jeg håber at mit kommende bidrag (måske flere) vil blive optaget i den næste antologi.

Jeg er meget tilfreds med at jeg tog med, selvom jeg skulle have været til forfatterskolen.

Jeg tror også, at jeg var den eneste af forfatterne der tillod sig at forlange en autograf. Pinlig har jeg helst altid været