Stoppet

Søndag for en uge siden, om aftenen den 17. maj, sad jeg ved computeren og skypede med en ven. Jeg bemærkede at cursoren ikke bevægede sig som forventet, da jeg skulle flytte nogle åbne vinduer rundt på skærmen, og jeg tænkte om det måske var batteriet i min trådløse mus der var flad. Jeg så over på musen for at tjekke om der var liv i dens diode og var forundret over at musen ikke vendte bunden i vejret sig da jeg gav min hånd kommandoen til at dreje. Efter et lille øjeblik vendte hånden sig alligevel. Den slap musen og drattede ubehjælpsom ned af bordpladen. Forundret sagde jeg, at vi blev nødt til at afbryde vores konference, fordi der var et eller andet galt med min hånd jeg lige skulle få styr på.

Allerede på det tidspunkt var en ubevidst del af mig klar over, at noget var alvorligt galt med mig, mens den anden del bare var nysgerrig og ville udforske dette pudsige fænomen, ikke at have fuld kontrol over min højre arm. Så jeg eksperimenterede med at bevæge hele min arm. Armen fægtede ukontrolleret rundt og jeg var lige ved at grine. Da alt dette skete var jeg i det bageste rum af lejligheden, det tidligere pigeværelse bag køkkenet. Mette var i den anden ende, i soveværelset. Jeg ville spørge hende hvad hun mente der kunne være sket. Jeg stod op og mærkede hvordan mit ben som trods mine anstrengelser ikke kunne bære mig og jeg væltede over mod døren. Med venstre hånd klamrede jeg derfor mig til dørkarmen, mens jeg forsøgte at ryste mit højre ben.

Min ubevidste del vågnede og en panik greb mig ved hovedet. Min eneste tanke: jeg har brug for hjælp. Jeg kaldte på Mette. Da hun kom, kunne jeg på hendes stemme høre, at noget var helt galt. Hun hjalp mig over dørtærsklen ind i køkkenet og her lagde jeg mig bare på gulvet. En eller anden skulle så hurtigt som muligt give mig kontrollen over min højre halvdel tilbage. Og lige under min bevidsthed lurede en angst for pludseligt også at miste kontrollen over resten af kroppen.

Tankerne kørte i ring mens tiden blev slugt af rastløshed.

Jeg hørte ambulancen ankomme og kort efter kom redderne ud til mig i køkkenet. Jeg forsøgte at stå op, men arm og ben spjættede hjælpeløst i luften. De sagde jeg bare skulle blive liggende, og jeg stirrede op i IKEA lampen over mig. De bad mig om at røre næsen med min højre pegefinger, og min arm lystrede kun modvilligt. Min højre hæl skulle jeg stryge op og ned ad mit venstre skinneben. Jeg ramte det ikke. Den ene redder knappede min skjorte op og placerede en hulens masse elektroder på min overkrop. Så hjalp han mig op så jeg sad op ad den kørende opvaskemaskinen og jeg tænkte den snart måtte være færdig så den kunne tømmes. De målte mit blodtryk. Den ene redder sagde, at de ville tage mig med, men de ville lige undersøge hvilket hospital det skulle blive.

Så gik det hurtigt.

Gangen fra stuen til køkkenet var for smal til deres båre. De hjalp mig på benene (benet), gennem gangen ud af lejligheden, ned ad trappen, ud på gaden, op i ambulancen. Og hele tiden spjættede mit højre ben som et fremmedlegeme. En del af mig havde nu affundet sig med min manglende kontrol over højre side, og jeg overvejede om det overhovedet var nødvendigt at tage mig med, mens den anden del trippede utålmodig og ventede på, at kontrollen over min højre side vendte tibage. På en eller anden måde var det lykkedes dem og mig at få mig op i ambulancen. Jeg forsøgte nu selv at røre min næse med højre pegefinger, og når jeg gav mig tid, kunne jeg da sagtens gennemføre den manøvre. Den ene redder spurgte mig en masse ligegyldige spørgsmål som jeg pligtskyldigt besvarede; hvilken dag det var, hvornår jeg havde fødselsdag, om jeg vidste hvad klokken var. Imens stak han to kanyler han kaldte for sommerfugle i henholdsvis venstre håndryg og indersiden af højre albue. Jeg hørte den anden redder tale med vagtcentralen. Jeg forstod de fleste ord men kunne ikke samle en mening med dem, bortset fra da han sagde, at jeg blandede højre og venstre sammen. Det problem havde jeg altid haft, protesterede jeg, men han lyttede ikke.

Ambulancen satte sig i bevægelse og igennem en lille sprække, hvor de bageste vinduer ikke var dækket med opal klisterfolie, kunne jeg se bilen vende om og køre mod vest. Redderen der sad hos mig sagde, at jeg var heldig med mit højre-venstre problem, for nu blev jeg kørt til Glostrup.

Gadelygter og bygninger blinkede forbi den gennemsigtige sprække i bagruderne som et alt for hurtigt diasshow, ligesom mine tanker flakkede fra sted til sted uden, at jeg kunne fiksere en brugbar mening med mit videre liv. Det slog mig at jeg indtil nu havde opfattet mig selv som udødelig. Jeg ville blive ældre, bevares, selvfølgelig en del klogere, men også dummere. Nu var jeg skrøbelig. Min højre hånd, som havde lavet alt arbejde med billeder og historier, var udenfor min kontrol. Min venstre hjernehalvdele som står for viden, mønstergenkendelse, sprog og matematik var blevet skadet, og jeg vidste ikke hvor meget.

Hvem ville jeg være, hvis jeg ikke kunne bruge min højre hånd og venstre hemisfære af hjernen til alt det, der definerede mig?

Sirenen hylede forbavsende lidt og hele køretøjet vuggede fra side til side. Hvordan jeg skulle kunne holde mig på båren, hvis vi kørte lidt for hurtigt igennem et sving? Og redderen stillede mig igen og igen de samme spørgsmål — kedelig smalltalk tænkte jeg, indtil han sagde, at han var nødt til at tjekke, hvordan mit hoved havde det.

I modtagelsen ved neurologisk af deling i Glostrup stod et hold læger og sygeplejersker som kompetent overtog mig og min sygehistorie. Jeg blev anbragt på en briks der så ud til at være en del af et dyrt og stort stykke medicinsk udstyr. Igen spurgte de mig de samme spørgsmål og skulle ramme min næse med hånden. Jeg måtte huske mig selv på, at det nok var fordi de ville tjekke mine funktioner i hovedet. En mørk kvindelig læge med bred amerikansk accent forklarede mig, at jeg skulle ind i CT scanneren og at det var en normal procedure. Jeg ville få en indsprøjtning med kontrastvæske, så de bedre kunne se hvad der skete inde i mit hoved. Jeg ville få en mærkelig smag i munden, det ville føles varm og som om jeg tissede i bukserne. Så spændte de mit hoved fast til briksen jeg lå på og alle forlod rummet samtidigt. Maskineriet kom støjende til live og mit hoved blev kørt ind i maskinens cirkulære gab. Efter nogle øjeblikke kom den mørke læge tilbage og forklarede mig, at det nok drejede sig om en forbigående blodprop og at de ville beholde mig til observation. En portør hjalp mig over på en seng og kørte mig til i en tre-mands-stue. Min plads var ved vinduet.

Nu skiftede tempoet fra hektisk til mageligt.

På Glostrup var nogle af patienterne meget medtaget. En sad i en kørestol med hovedet spændt fast til en galge der stak op af ryglænet. Så var det Freddy som hele tiden stak af fra sygeplejerskerne og lægerne. Ikke fordi han løb, han kunne blot tøffe, men fordi han altid få sekunder efter han blev sat på en stol stod op igen og lige så stille tøffede ud af døren.

Efter en dag på Glostrup blev jeg overført til Bispebjerg Hospitals neurologiske af deling. Her var patienterne mindre skadet og mange havde deres eget tøj på. Efterhånden var det eneste jeg kunne mærke at være en smule blød i højre ben og hånden føltes som om den havde været bedøvet, og følelsen langsomt vendte tilbage, men jeg havde stadig det obligatoriske sygehus tøj på: hvide alt for store og forvaskede underbukser, hvide lange underbukser ud over og en hvid skjorte af en slags med dampvaskeriets og hospitalets logo på Brystet. Denne Patientuniform indbragte mig så to ture i tunnellerne under Bispebjerg Hospital. Jeg talte med de andre for at høre hvordan de havde det. Det slog mig at mange havde ventet flere dage med at søge lægehjælp. En mente hun ikke ville på Hobro Sygehus og derfor ventede til hun var kommet tilbage til København. Hun kunne ikke se med højre øje. Synet var ikke sløret, det var væk. En anden havde været i sommerhus, og tænkte at følelsesløsheden ville forsvinde efterhånden. Nu var højre arm lam. De sagde at jeg da var kommet mig godt. Efter en urolig nat – min sengenabo til højre var værre påvirket end de til først havde antaget og pludselig stod otte læger og sygeplejersker rundt om hans seng og forsøgte at finde ud af hvordan de kunne hjælpe ham – vågnede jeg rimelig kvæstet, og efter morgenmadden blundede jeg med korte afbræk hele formiddagen. Efter middagsmadden, en temmelig saltet frikasse, fik jeg foretaget en række scanninger, blodtryksmålinger og blodprøver. Jeg blev præsenteret for resultatet med billedet af MR-scanningen der viste to hvide pletter i min venstre hjernehalvdel. Så fik jeg lov til at tage bussen hjem med udskrivningen, en række andre pamfletter og et billede af min hjerne i en kuvert.

Nu en uge senere forekommer det hele mig uvirkelig. Jeg mangler stadig at få foretaget nogle undersøgelser. Jeg kan ikke lade være med at tænkte hvor heldig jeg var. Ind imellem får jeg dog den krybende fornemmelse af hvor slemt det også kunne være endt.

 

2 tanker om "Stoppet"

    1. Manfred Forfatter

      Hej Lise
      Da jeg var på hospitalet hørte jeg flere af de andres historier, hvor de ventede på at deres tilstand skulle blive bedre, og først reagerede da det ikke blev bedre. Derfor fik de ikke med det samme den hjælp, der kunne have været afgørende for at undgå varige men. Mit tilfælde er måske ikke helt typisk, fordi jeg var meget påvirket relativ hurtigt. Det var helt uden smerter.
      Budskabet er, at det kan betale sig at reagere hurtigt.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *