Bagest i køen … Igen

Frustration.

Jeg har prøvet det før. Ingen overraskelser der. Jobcenteret og a-kassen kræver, at jeg er aktivt arbejdssøgende og står til rådighed for arbejdsmarkedet i den normale arbejdstid. Jobcoachen mener at den bedste vej til succes er at være engageret, når jeg skriver min ansøgning. Vender vrangen ud på mig og indledningsvis fortæller hvor motiveret vil være, når jeg begynder at arbejde for lige netop den virksomhed jeg sender min ansøgning til. 

Og så ligger de der, stillingsannoncerne indenfor mit fag som allerede inden jeg begynder at komme ind i selve substansen af jobbets indhold lader skinne igennem, at den de søger helst skal være rimelig nyuddannet med masser af viden indenfor de nye teknologier og gerne vil arbejde gratis for at få fyldt ud i porteføljen, så man næste gang, eller gangen efter kan få det job så man kan få den indtægt der svarer til de udgifter man allerede har pantsat sit liv til for kunne at have. Så jeg kan godt pakke mine 30+ års erfaringer sammen, og skrive friskfyragtigt at jeg, min alder til trods, er netop den de har ventet på. 

Og så kommer de så, afslagene. Det ene efter det andet. Som stolt proklamerer at de aldrig har fået så mange ansøgninger og at udvælgelsen har været svær. Og at de er gået videre med kandidater der i endnu højere grad har de kvalifikationer de leder efter end jeg har. Men alligevel tak for interessen.

Første gang jeg blev ufrivillig arbejdsløs, gik der et år før jeg mistede interessen for at skrive engagerede ansøgninger hver gang. Denne gang gik der to uger. Frustrationen over at få afslag uanset om mine kvalifikationer passede perfekt stikker stadig dybt inde i mig. Det hjælper heller ikke at der for fire år siden blev opslået cirka tyve relevante stillinger om ugen, mod de to om ugen i dag. 

Et lille regnestykke. HR i virksomheden har måske afsat en arbejdsdag for at finde de egnede kandidater. Der kommer 400 ansøgninger. Det er 50 ansøgninger i timen. Der bliver lidt over et minut pr. ansøgning. Med en læsehastighed på 150 ord pr. minut, plus tid for at åbne dokumentet og overveje om kvalifikationerne er relevante, bliver der plads til en tekst på længde med dette indlægs første afsnit, hvor jeg både kommer med motivation og baggrund. 

Hmm…

Hvordan kan jeg være engentlig undgå at blive frustreret?

En tanke om "Bagest i køen … Igen"

  1. Henning Andersen

    Glimrende spørgsmål. Til frustrationens fremme, kan jeg berette at indenfor det offentlige, det kommunale, er HR ikke – i første instans – “nogen”; det er en robot (okay: et program). Og bortset fra at man som hovedregel skal udfylde oplysningsskemaer, hvis indhold allerede er nedfældet i ens CV, og først henimod afslutningen bliver spurgt om man vil tilføje dokumenter (en ansøgning f.eks.), så er det umuligt at udgranske hvilke sorterings/kodeord robotten leder efter. Hvilket kan lyde som paranoia, men det er det ikke. “Beviset” er at afslaget gerne kommer dagen efter ansøgningsfrist, med netop den slags lingo du nævner. “Frasorteret” må være den rette betegnelse. Og da mine kvalifikationer, indenfor mit erhverv, aldeles er top-dollar, er jeg begyndt at få mistanke om at der står nogle “forkerte” tal på min fødselsattest. I et økonomisk perspektiv – indenfor det kommunale – tror jeg på, at man godt vil give lidt køb på kvalifikationerne, hvis man iøvrigt kan få arbejdskraften billigere. Jeg skal afstå fra politiske synspunkter, men dog bemærke at løsarbejdersystemet synes i fremvækst. Og eftersom det var noget man havde meget af for 100 år siden, ja, så må Tiden være cyklisk (så fik jeg lige knyttet problematikken til noget science fiction-agtigt :- ) &). Jeg har ikke noget bud på, hvordan man undgår frustrationen – dertil kender jeg den for godt. Men derfor kan a-kassen og jobcenterets “foranstaltninger” sagtens foranledige at jeg geråder ud i en homerisk latter. Det er ihvertfald ikke usundt. Tak for ordet.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *