Han kommer på en rusten cykel der mangler en ege i baghjulet. En taske med godbidder klemt fast på bagagebæreren. Når han nærmer sig søen begynder han at fløjte og vinker med hånden.

Rutineret.

Hans sko er slidte. Hælene næsten væk. Ingen sokker. Forvaskede cowboybukser, ikke moderne men bare gamle og slidte. En sweater under den praktiske vindjakke. Hætten trukket op over det mørke krøllede hår, holder ørerne varme. Ansigt og hænder er vejrbidte.

Han fløjter og vinker. Slår på låret. Siger “kom” med en lille stemme som kun fiskehejren og jeg kan høre. Venter tålmodigt. Han ser ikke, at jeg iagttager ham for at lære hans fag. Han har kun øje for fiskehejren i søen.

Fiskehejren. Står som en statue på tynde ben og stirrer i vandet med de store orangegule øjne. Halsen er forment som et S og spændt som en fjeder. Når en fisk kommer indenfor rækkevidde strækker den sin krumme hals og det spidse næb jager ned i vandet. Fisken har ingen chance.

I nærheden af mig på stien står en hejre. Den hoppede i land da Hejremanden kom. Jeg er ikke i tvivl. Den har ligesom jeg fået øje på ham. Iagttager ham. Ikke for at lære, men for se om Hejremanden har en lækkeri i hånden.

Med et par kraftige vingeslag er den i luften. Lander flaksende foran ham. Snupper belønningen ud af hans hånd.

Hejremanden smiler. Ikke selvtilfreds eller stolt, er jeg sikker på, men fordi han fik selskab af hejren, og flere kommer til. Det eneste han gør, er at fløjte og vinke med hånden. Slår tålmodigt på låret. Siger “kom”. Har noget hejreguf.

Og fiskehejren kender ham.

This content is published under the Attribution-Noncommercial-Share Alike 3.0 Unported license.