De traver rundt med tungen slaskende i mundvigen, eller snuden få cm over jorden. Bjæffer hysteriske eller glammer magelige når de møder en anden. Snuser til træer, hinanden eller sig selv. Jagter uskyldige ænder i vandet. Skider på stier og overtisser de bænke som de gamle damer sidder på med deres poser, indeholdende rester af franskbrød til ænderne.

Efter sig trækker de mennesker, som de ofte har i en snor. Får dem til at løbe ind og ud mellem bænke og skraldespande, op ad skråninger og igennem pytter. Bruger snoren som snubletråde for de andre fritløbende mennesker og bjæffer ad dem der vover at springe over eller gå uden om snubletråden og ad dem der rent faktisk falder.

Menneskerne som de har i snor samler de sammen i grupper på tre eller fire for at lave en menneskeroulade ved at løbe omkring gruppen med snoren efter sig og stramme den til, alt imens de hoster og halser i deres eget uforståelige sprog. Venter på, at én skal falde for at gø ad og måske tisse på staklen.

Når jeg tænker over det, kan jeg blive helt i tvivl om ejerforholdet mellem mennesket og dets bedste ven.

This content is published under the Attribution-Noncommercial-Share Alike 3.0 Unported license.