Tag-arkiv: fantastisk

Fantasticon 2009

For lidt over en uge side fik jeg en mail fra Flemming Rasch. Om jeg ikke havde lyst til at lave en plakat for Fantasticon 2009. Jeg havde allerede lavet et bomærke der kunne bruges som bogmærke. Det bruges også som header på Fantasticons hjemmeside. Jeg gik så igang. Det skulle åde signalere Fantasy, Horror og Science Fiction. Og en smule Comics, da det var et af stikordene på bogmærket.

Jeg lavede en googling på internettet på de enkelte ord og fandt et par billedreferencer som var inspirerende. En var en morfing af hænder på et hoved og øjne i hænder. Jeg kom i tanke om et skrumpehoved (i øvrigt lavet i et usædvanligt materiale der minder om læder og lugter en smule af kælder) som lå i rollespilskassen. Jeg tog et billede af min egen hånd der holdt på skrumpehovedet. Fritlagde det. Lavede en retouche i Photoshop, så hånd og hoved smeltede sammen. Lagde effekt på så det så tegnet ud.

I min gemmer af interessante billeder fandt jeg en mekanisme som måske kunne bruges til noget SteamPunk. Fire af dem sat sammen og forsynet med en apollo kapsel og en raketeffekt, kunne udgøre det som et rumskib.

En starfield generator lavede en dramatisk nathimmel.

En pigefigur sat sammen af flere forskellige billeder og hår og hoved tegnet i Illustrator.

Et billede af nogle sten i Nevadaørkenen, tror jeg, et landskab der ofte er blevet brugt i SF-film blev modificeret og forsynet med effekter.

Alt i alt er jeg selv tilfreds med resultatet.