Science Fiction, DIY og andet selvgjort
Frederiksbergikation
Sukiyaki
4 feb 09
Gik ud for at spise.
Ned ad gaden med frisører, restauranter og gallerier med Cobra og conceptual art. Take-aways fra hele Asien, pizzeriaer med ægte italienere og hvor frisørenes kunder læser om sig selv i ugebladene.
Gaden hvor cool er det nye cool.
Jeg indsugede indtryk. Materiale til romanen på harddisken der lå og kaldte. Men mavens rumlen forstyrrede koncentrationen. Og hvad skulle jeg spise falafel eller curry, nigiri eller springroll.
For fanden, hvor var jeg bare kosmopolit.
Jeg var så trendy, at jeg måtte gå på den anden side af gaden, for at Tage Frandsen ikke skulle dugge sine ruder til af misundelse.
Romanen dukkede op i hjernen og tryggede på samvittigheden. Materiale var der nok af jeg skulle bare gå i gang.
Var jeg så heldig at jeg havde fået skriveblokering? At klappen var gået ned, så jeg kunne svælge i selvmedlidenhed, jamre over hvor svært det er at være forfatter med writers block og vælte rundt med smarte replikker over andres klichér.
Klichér!
Lidt sent gik det op for mig at jeg ikke var på vej til at spise i TYO eller LA, men Frb. C på HCØ.
For på Frederiksberg bliver Sukiyaki let til japansk fondue.
I går var jeg 46!
3 feb 09
Wii er for børn.
Og hvor der er en Wii kommer nogen til skade. Særligt voksne.
Jeg har haft min del skader. En overstrakt muskel i baglåret, en flænge i kraniet og et forvredet bækkenled til glæde for min kiropraktor. Så sidder man der i venteværelset på Gammel Kongevej og drømmer at smerten i lænden stammer fra bungie-jumping, paragliding eller et baglæns flyvende cirkelspark som din stunt double ikke selv kunne udføre, men i virkeligheden var årsagen virtuel bowling og skyggeboksning med en tegneseriefigur, hvor det nærmeste man kommer en æresoprejsning er navnet på controlleren, som hedder en nunchuck, der kun med meget fantasi og sammenknebne øjne minder om Bruce Lee’s foretrukne våben. Siden varmer jeg altid op inden jeg tager controlleren i egen hånd og er forsigtig med pludselige udfald efter den elektroniske bold.
Med alderen bliver der færre og færre brugbare huller i livremmen, og alternativet, den af elastik der er syet ind i bukserne af gråmeleret stretch med lodden vrang, sender sammen med mine Hank Moody skægstubbe og baderingen de helt forkerte signaler.
For jeg skal være fit og fab og fashionably late, hvis jeg hellere vil vise mig i Onkel Danny’s Joint med live jazz og poetry slam end i old Mc D’s med TheVoice commercial breaks on the air.
Derfor var der i julens gaveregn, til hele familien og dermed også til mig, et Wii Balance Board og Wii Fit Game, der laver dit personlige træningsprogram.
Med Hank’s bare overkrop (et ikke sjældent syn i Californication) placeret i motivationshjørnet af min hjerne var iveren ikke fjern. Målet blev, med minus 16,4 kg inden sommer, måske sat lidt højt, men den som sigter højt rammer som bekendt med den rette gejst også højt, og hvordan skulle jeg komme til skade hvis jeg bare skulle stå på Wii Balance Board og følge min personlige træners bevægelser på TV’et med garanteret vægttab til følge?
Der gik også en hel måned.
Siden Wii’en står i værelset hos afkom(to) er det i forvejen forbundet med tig’ og be’ at slå over på Wii Fit Channel, og i går aftes tog jeg så min bodycheck mens afkom(to) så væk fra skærmen for at lade mig alene med skammen. Weekendens snacks havde sat 400g dybe spor. Ikke alverden. Det kunne jeg sagtens leve med. Mest fordi jeg havde allerede tabt de første 5 kg siden jul.
Men så kom dommen. Wii Fit Age: 46.
46?!
Det passer slet ikke! Jeg er kun 45 en halv!
Fik jeg nævnt at David Duchovny bliver 49?
Frederiksbergikation
2 feb 09
Jeg kan godt lide at skrive og jeg ser mig selv mere og mere som en forfatter af en slags. Men det er den slags wannabies der endnu ikke har fået udgivet en bog og måske aldrig får. Den slags der ikke kender til det virkelige pres det er at levere varen. Den slags der går på kurser og aftenskoler, i håb om, at det på et eller andet tidspunkt slår klik og en vild muse bider sig fast i hælene på en.
Akilleshælen.
For hold da op hvor er det svært at tage sig sammen, når det virkelige liv hele tiden banker på døren, puster i nakken, rykker i buksebenet og hiver én ud af den drømmeverden, hvor man er Hank Moody med skriveblokering, rendende rundt i LA, bloggende på et online magasin som ejes af x-kærestens forlovede, promiskuøs trøsteknaldende med alle mulige og umulige scientologer eller pornostjerner.
Bare jeg i det mindste boede i Copenhagen, som lyder langt mere upbeat og jazzy end Frederiksberg. CPH hvor undergunden er glødende med gangsters og richkids og enkelte er både og. Eller op ad Strandvejen med endnu flere richkids og endnu større gangstere. Og desperate rich housewifes der forfører gartneren og direktøren der puler au pair’en.
Men det er langt væk fra det dekadente LA på Frederiksberg jeg sidder – ved tastaturet med alle fordomme i behold og venter på, at lige netop det manuskript jeg tvinger i passende sætninger, bliver til værket som en redaktør finder værd at publicere. Tæller kapitler og afsnit, sætninger, ord, bogstaver og plotbeats. Lader skægstubbene stå for at ligne David Duchovny alias Hank Moody og drømmer mig ind i Californication. Jeg er jo sønderjyde og det er efterhånden jo også lidt in. Med gummistøler på og køer der skal malkes. Og incest. Og møddingens hemmelighed.
Det er på Frederiksberg jeg bor. Børnene skal i skole. Jeg skal på kontoret og sidde ved skrivebordet med udsigt til kirkegården hvor Emma Gad ligger begravet og Burmeister & Wain
Det er vel det man kalder Frederiksbergikation.
Nye kommentarer