Frederiksbergikation

Jeg tror ingen kan sige sig fri for at have googlet på sit eget navn. Det kan være for at se om der er navnefætre eller -kusiner der rent faktisk har opnået en vis berømmelse, om nogen har oprettet en hadeside til ære for en (eller for navnsammenfaldet), om sidste weekends udskejelser er endt på Crazy Daisy’s party galleri eller nogen har tag’et dig på facebook på et billedet hvor du får en body tequila med hår på brystet.

Jeg har selv navnefætre. En i Frederikshavn der tilsyneladende ikke gør meget webvæsen af sig selv, en brugtvognsforhander lige syd for grænsen i Achtrup og en politiker i Slesvig Holsten med en post i landbrugskammeret. Nu er den dansk-tyske kombination da også noget usædvanligt. Nok mest fordi Manfred i sig selv er også et navn man internationalt trækker på smilebåndet af, og derfor udsætter forældre sjældent deres børn for den tortur det er at have et griner-navn. Jeg behøver blot at nævne den mutte mammut, Snoopies yndlingsbaron eller se her http://www.inherentlyfunny.com/funny-1716-manfred.html.

Det er straks noget helt andet hvis man rent faktisk hedder “Connie Nielsen” eller “Viggo Mortensen”. Så bliver man nødt til at være mere specifik. For eksempel ens interesser, øgenavn eller erhverv.

Når Google så finder ens navn og det rent faktisk er én selv den henviser til, er det som at stå i rampelyset. Så skide være med, at man har brugt nogle meget specifikke søge ord som ” Viggo Mortensen aka Pølsen regnskabsassistent modeltogentusiast” eller “Connie Nielsen hækleopskrifter til Barbiedukker”, og at søgeresultaterne fylder mindre end en side og man er den eneste i verden der ville vide hvad man skulle skrive: man står der i rampelyset der i lyskraft svarer til godt en diodelygte fra Rema1000 og føler sig selv en smule berømt.

Hvis så vennerne finder ud af, at man googler ens navn, og ikke mindst med hvilket formål, svarer det sådan nogenlunde til, at man står derhjemme og spejler sig i IKEA badeværelsesspejlet, det med pærerne i rammen, så det ser ud som et back stage sminkespejl, og med en kam i hånden, som lige var brugt til at sætte håret mere VoiceTV-moderigtig, og agerer Dustin Timberlake eller Christina Aguilera, og døren går op og datteren står griner over hele ansigtet, fordi det er noget der ikke ligger så fjernt fra det hun var på vej til at gøre når døren igen var lukket men også låst og hun var alene derude.

Moralen er at man skal huske at låse døren til badeværelset og jævnligt slette søgekriterierne i Google.

Og glem ikke cachen.

Sneen havde i løbet af natten lagt en dæmper på Københavns lyde og lugte. En centimeter. Mere skulle der ikke til. Det var ikke fordi der var færre biller eller at alle lige pludselig havde købt sig en Ellert. Antallet af biler var det samme som i går og lugten ved Åboulevarden stadig lige syntetisk og rådden. Men bare få meter fra den tidligere å der nu førte biler i stedet for vand, forbi Søpavillonen og et lille stykke op ad stien langs Peblinge Sø, var det som om København var blevet helt stille og lugtfri.

Det blæste ikke. Fraværet af krusninger på vandet virkede surrealistisk og der lå et tyndt lag usmeltet sne på vandoverfladen som ænderne gennempløjede og efterlod sig striber klart sort vand og krusninger i snelaget som bovbølger af slush ice. Himlen var grå og uden synlige skyer og luften transparent som smørrebrødspapir, så man kun kunne se frem til næste bro. Morgenløbernes fjedrende trav var dæmpet med overtoner af sprøjtende sjap.

Og fravær af lugt.

Om sommeren kan den varme dunst af rådden søgræs blandet med bilos være kvælenden, men kulden og det tynde snedække havde åbenbart indkapslet emmen. Det føltes godt at kunne tage en dyb indånding. Selv i tunnelen under Nørrebrogade var fraværet af lugt tydelig. Igen lugt af frisk spraymaling eller den parfumerede sæbe der bruges til til afvaskning af nattens tags.

På den anden side af tunnelen, få skirdt hen ad stien langs Sortedams Søens første basin, væk fra trafikken på Dronning Louises Bro, knitrede Tuborg Classics neonreklame rød og elektrisk i den våde dis. Hvis jeg har holdt tidsplanen ville jeg snart møde den sorte løber. Jeg møder hende hver morgen. Sort træningstøj, mørkt hår. Om vinteren et tørklæde om halsen. Vi smiler altid til hinanden. Det unge ansigt. Jeg har på fornemmelsen, at hun ser yngre ud end jeg, selvom jeg ved, at hun må være på min alder, da jeg kan genkende hende fra dengang i Sønderborg og det er mere end 20 år siden. Overgangen fra, at skægstubbe lader én se ældre ud i stedet for yngre er hår fin. Og det gælder kun for mænd. En and kæmpede for at komme op på den halv smeltede isflage. En anden and, lige bag den, så ud som om den hjalp ved at puffe den første bag i.

Svanerne havde, med deres urolige ben, i det andet bassin af Sortedam Søen, på den anden side af Fredens Bro, sammen med ænderne og andre vandfugle, smeltet et stort område fri af is. De mange fugle der nu svømmede ind imellem hinanden og skiftevis stak deres hoveder ned under vand eller ligefrem dykkede ned for at finde noget spiseligt, gjorde vandoverfladen mellem isflagerne kruset og oprørt.

Hvad ville der ske hvis en blishøne i al sin iver kom til at dykke sig selv ind under de stadig tykke isflager og ikke kunne dykke op igen?

Og hvorfor hedder den en høne?